Peter Jahn & Partnere har ansat Niels Urban Hansen som ny salgsansvarlig. Den nye mand kommer med solid baggrund i byggebranchen og mange års erfaring inden for salg og kunderelationer.
Hos Peter Jahn & Partnere opruster man nu på salgsfronten med ansættelsen af Niels Urban Hansen som salgsansvarlig – han kommer fra en stilling som salgsdirektør hos Altan.dk, hvor han har opbygget en stærk forståelse for både kundernes behov og samarbejdspartnernes forventninger.
I sin nye rolle hos Peter Jahn & Partnere vil han arbejde på at optimere salgsprocessen fra den første kundekontakt gennem hele kunderejsen, hvilket skal sikre en endnu mere effektiv og professionel service.
“Vores fokus har altid været at skabe en fagligt solid, dygtig og digitalt drevet organisation. Med ambitionen om at gøre noget godt endnu bedre, er tiden nu moden til at få en salgsansvarlig. Vi har arbejdet grundigt og ansvarligt for at nå hertil, og nu tager vi et naturligt skridt videre for at give vores kunder en endnu bedre service,” siger Martin Daniel Nielsen, partner i Peter Jahn & Partnere.
Den nye salgsansvarlig ser da også frem til at komme i gang med arbejdet.
“Jeg kender branchen godt, men nu får jeg mulighed for at bidrage fra en anden vinkel. Det bliver en spændende rejse at være med til at udvikle salgsorganisationen og styrke relationerne til vores kunder,” siger Niels Urban Hansen.