Der er delte meninger om Black Friday blandt danske netbutikker, men hele 7 ud af 10 er klar med tilbud til forbrugerne i år. Butikkerne forventer, at forbrugerne vil bruge flere penge i år sammenlignet med sidste år.
Black Friday er en af årets helt store shoppedage, og forventningerne fra landets netbutikker, hvor en stor del af handlen foregår, er høje igen i år.
Sidste år steg omsætningen på Black Friday med 4 procent i forhold til 2022, og i år forventer hele 85 procent af danske netbutikker, at omsætningen bliver ligeså god eller bedre end i 2023.
”Både inflation og renter er faldet, og danskerne har fået flere penge mellem hænderne, så det taler for, at de vil bruge flere. Alligevel ser vi en lav forbrugertillid, og der er stadig ikke særligt god gang i privatforbruget. Det gør det svært at spå, men jeg håber og tror, at mange forbrugere griber muligheden for at gøre et godt køb i forbindelse med Black Friday,” siger Dansk Erhvervs e-handelsdirektør, Niels Ralund.
Årets Black Friday falder den 29. november, som også er lønningsdag for mange, og det kan potentielt få forbrugerne til at bruge lidt ekstra, da de både skal handle det, de mangler selv, samtidig med at en del af årets julegaver ryger i kurven.
”Det skete også i 2019, og her tog forbruget et stort spring på selve dagen i forhold til året før. Det formoder jeg sker igen i et vist omfang,” siger Niels Ralund.