Ifølge en nye undersøgelse foretaget af rådgivningsvirksomheden Marktlink, vælger mange danske virksomheder at undgå potentielle udenlandske købere, når virksomheden skal sælges – og kigger heller ikke uden for grænserne, når der skal opkøbes.
Ude godt, men hjemme er nu engang bedst.
Det mantra kender vi, og det gør sig også gældende, når danske virksomheder skal finde nye ejere og opkøbere. Vi foretrækker nemlig at sælge vores virksomheder til andre danskere, viser ny rapport fra M&A-rådgivningsvirksomheden Marktlink.
Kun 7 procent foretrækker at sælge deres virksomhed til en udenlandsk køber, og vil i stedet foretrække at sælge til en dansk virksomhed (45 procent). Det er ærgerligt, men forståeligt, siger Jesper Duelund, Managing Partner i Marktlink Danmark.
”En danskejet virksomhed vælger som udgangspunkt at prioritere at sælge til en dansk køber, fordi det umiddelbart er det letteste: man kender sproget, kulturen og kan forvente en – formodet – hurtigere kontraktbehandling og proces,” siger han.
Skæve forventninger
Jesper Duelund mener dog, at det enøjede ønske om at sælge til en dansk køber, kan være at drage forhastede konklusioner som sælger, da det gennem en årrække er blevet nemmere at sælge til købere udenfor landets grænser.
Han oplever, at danske virksomhed, som aktivt tager en potentiel, udenlandsk køber med ofte ender med bedre bud på sin forretning, fordi det presser budsprisen op.
”Ved at tage tilbud med fra udenlandske potentielle købere, får man også en bedre forståelse for, hvad man er værd, hvilket jo naturligvis enten kan føre til et salg af virksomheden til en udenlandsk investor, men det kan også hjælpe i forhandlingsprocessen over for mere relevante danske købere.”
Den vurdering afspejler en markant forskel i de adspurgtes syn på deres virksomheders attraktivitet for udenlandske investorer. Blandt danske virksomhedsejere forventer kun 31 procent, at deres virksomhed vil blive mere interessant for udenlandske købere inden for det kommende år. Dette er den laveste andel blandt de adspurgte nationaliteter, hvilket kan pege på en mere tilbageholdende eller pessimistisk selvopfattelse blandt danske virksomheder.
Til sammenligning viser tyske virksomhedsejere den største selvtillid, idet knap 60 procent vurderer, at deres virksomheder vil øge deres værdi for udenlandske investorer i samme periode. Denne forskel kan indikere nationale variationer i forventningerne til økonomisk vækst, erhvervsklima eller opfattelsen af egne markedsfordele.