De høje fødevarepriser i Danmark får i stigende grad danskerne til at søge mod grænsehandlen for at spare penge på dagligdagsvarer.
Det er dyrt at være dansker. Forbrugerprisindekset på fødevarer ramte i juli måned det højeste niveau nogensinde.
De høje priser bevirker i stigende grad, at grænsehandlen ikke længere kun er til køb øl, sodavand og slik, men nu i højere grad basale dagligvarer som olivenolie og havregryn, der er blevet markant dyrere i danske supermarkeder, end det er tilfældet syd for grænsen.
Ifølge tal fra Danmarks Statistik er fødevarepriserne i danske butikker steget med gennemsnitligt 22 procent siden januar 2022, mens visse varer er steget endnu mere. Eksempelvis er prisen på olivenolie steget med hele 82 procent, sukker med 52 procent og mel og gryn med 33 procent.
Til sammenligning har grænsebutikken Fleggaard trods de stigende fødevarepriser formået at holde fast i deres prisnedsættelse.
“Vi hører jo ofte, at det også handler om vores momsfritagelse, men den er jo ikke anderledes nu, end den var tidligere,” siger Lars Mose Iversen, direktør hos Fleggaard.
Han bemærker også, at grænsebutikken har haft en stærk sommer med markant vækst i omsætning og kundestrøm sammenlignet med sommeren sidste år. Det er især de varegrupper, der er hårdest ramt af prisstigninger i Danmark, som danskerne søger mod grænsen for at købe – blandt andet morgenmadsprodukter, mejerivarer og kød.
Mens grænsehandlen blomstrer, har det danske detailsalg stået stille siden årsskiftet. Tal fra Danmarks Statistik viser, at detailsalget af fødevarer og andre dagligvarer faldt med 1,4 procent fra juni til juli, trods en generel stigning i salget af andre varegrupper.
Tore Stramer, cheføkonom i Dansk Erhverv, påpeger, at mange forbrugere stadig er påvirkede af inflationskrisen.
“En mulig forklaring kan være, at mange forbrugere fortsat slikker sårene efter inflationskrisens rasen,” siger han. Han er ikke desto mindre optimistisk for fremtiden og ser potentiale for, at detailsalget kan stige frem mod årsskiftet med forventet lønvækst og faldende renter.