Regnskaberne for over 12.000 virksomheder viser bred økonomisk fremgang og høj soliditet på tværs af brancher – trods udfordringer i dele af erhvervslivet.
Det seneste halve års tid har været noget af en rutschebanetur for mange danske virksomheder og for dansk erhvervsliv helt generelt. Skiftende udmeldinger om toldsatser og meget andet har gjort det svært at planlægge for fremtiden, og det har fået usikkerheden til at brede sig mange steder.
Men ser man på status quo i dansk erhvervsliv, er det generelle billede, at der er både fremgang og et solidt fundament at stå på ude i virksomhederne, viser en ny ny, stor analyse fra Sydbank.
“Det er en af de mest omfattende regnskabsanalyser, vi har lavet, og billedet er klart: Dansk erhvervsliv er generelt i god form. Over halvdelen af virksomhederne har løftet bundlinjen i 2024, og det er mere end de tidligere år,” siger Morten Laugesen, erhvervsøkonom i Sydbank.
Andelen af virksomheder med underskud faldt til 21 procent ved udgangen af 2024 – lavere end året før. Samtidig nåede soliditetsgraden et historisk højt niveau på 40 procent. Det vidner om, at mange virksomheder står økonomisk stærkere end tidligere og har opbygget en robusthed, der gør dem bedre rustet til at håndtere både usikkerhed i verdensøkonomien og ændringer i efterspørgslen.
Den høje soliditet betyder, at virksomhederne generelt har et solidt økonomisk beredskab og dermed en stærkere modstandskraft over for uforudsete udfordringer. For virkeligheden er da heller ikke uden udfordringer og problemer forude. Eksempelvis viser analysen også, at bl.a. bilforhandlere og maskinproducenter er udfordret af international afmatning og markedsændringer.
“Netop derfor er det positivt, at mange virksomheder er finansielt velpolstrerede. Det øger sandsynligheden for, at de kan investere sig gennem usikkerhed og gribe nye muligheder, når de opstår,” siger Morten Laugesen.

