Nye regler fra Miljøministeriet betyder, at et stort antal virksomheder nu risikerer at få deres affald gennemgået fysisk – og selv betale for det. Det ryster man på hovedet af hos Dansk Håndværk.
Siden 1. januar har danske virksomheder skullet vænne sig til nye krav om affaldssortering. Et nyt affaldstilsyn, indført af Miljøministeriet, betyder, at hundredvis af virksomheder nu får deres affald kontrolleret ved fysiske besøg.
Målet er at sikre, at reglerne for korrekt sortering bliver overholdt, og med tilsynet følger en regning til virksomheden, der skal dække egne udgifter til administration og løn i forbindelse med opgaven, samt betale for affaldstilsynets omkostninger til forberedelse, gennemførelse af tilsynet, kørsel samt efterfølgende rapportering.
“Man ryster på hovedet. Der er jo ikke gået en måned, siden regeringen sidst lovede, at de ville reducere bøvlet. Nu oplever vi så igen, at det går den stik modsatte vej – endda med en vedhæftet regning på flere tusinde kroner oven i de omkostninger, som virksomheden selv har i forbindelse med tilsynet,” siger direktør i Dansk Håndværk, Morten Frihagen.
Han slår fast, at han til nød kan forstå, at man som virksomhed skal betale, hvis der findes fejl ved sorteringen.
“Men at tage penge for at gennemgå affaldsbunkerne i tilfældigt udvalgte virksomheder er ganske enkelt ikke acceptabelt,” siger han, og fortæller samtidig, at gebyret i de forskellige kommuner svinger fra omkring 600 til 1000 kroner pr. påbegyndt time.
De nye regler betyder ikke alene udgifter for de virksomheder, der udtages til kontrol. Hver kommune er blevet pålagt at gennemgå affaldet hos nogle hundrede erhvervsdrivende, og det betyder, at den offentlige sektor skal vokse yderligere.
“Vi kan allerede se, at man både i statsforvaltningen og rundt om i kommuner er begyndt at søge nye medarbejdere til opgaven. På den måde adskiller det offentlige sig jo fra det private erhvervsliv. Når man blot kan udvælge sine kunder og så sende dem en regning, uanset om de har bedt om opgaven, så er der jo frit spil for at udvide medarbejderstaben. Det er en forretningsmetode, som man godt kan blive lidt misundelig på,” siger Morten Frihagen.

