Den danske revisorbranche er en lidt støvet og kedelig en af slagsen; i hvert fald hvis man spørger revisorerne selv. I en undersøgelse fra FSR – danske revisorer svarer 52 procent af danske revisorer, at branchen som præget af konservative og gammeldags ledelsesformer. Og kun 47 procent er tilfredse med deres arbejds- og privatlivsbalance.
Ifølge Lone Strøm, direktør i FSR, er en af de mest alarmerende tendenser dog, at ledelsesdelen hos mange revisionshuse ofte bliver overset og nedprioriteret i hverdagen.
“Det fortæller både medarbejdere og partnere. Hvis eksempelvis en medarbejder forlader virksomheden, og der ikke kan findes en erstatning, så ender de konkrete opgaver hos partneren, hvilket giver mindre tid til ledelsesopgaven,” siger hun.
Ny tilgang
Den tendens mærker man også hos revisorfirmaet Redmark, og derfor har man taget handsken op, og arbejder nu på en ny tilgang til fastholdelse og tiltrækning af medarbejdere.
“Vi arbejder i dag med ledelse på en helt ny måde, og en af de ting, der virker godt for os, er den ledelsestræning, som vi giver vores unge coaches tidligt i deres karriere. De kommer i en form for mesterlære for at blive gode ledere. Desuden tilbyder vi også en toårig lederuddannelse, så vores managers er klædt på til mærkbar ledelse i hverdagen,” siger HR-chef, Marlene Krogh.
For at opbygge videre på ledelsestræningen er der et stærkt fokus på forskellighederne i de unges leder- og læringsprofiler. Samtidig har partnergruppen det seneste år arbejdet på at formulere et ledelsesgrundlag, som ikke blot fungerer som en retningslinje, men som fundamentet for den fremtidige ledelseskultur.
“Vi ved, at god ledelse er en vigtig driver for trivsel, arbejdsglæde, tiltrækning og tilknytning, samt at god ledelse er med til at sikre gode rammer for effektiv og kompetent opgaveløsning og således også en forudsætning for, at vi lykkes med vores strategiske målsætninger. Kort sagt, betydningen af god ledelse kan ikke undervurderes,” siger Marlene Krogh.
Hos Lone Strøm og FSR er man opmærksomme på, at en del af problemet med dårlig ledelse i branchen kan have sit udspil i konkrete mangler på revisionsuddannelsen, da unge under uddannelse i dag ikke beskæftiger sig med konkrete ledelsesaspekter.
“Mange revisorer får tidligt i deres karriere allerede efter tre til fire år ledelsesansvar for et team, men her misser mange firmaer desværre at medtænke løsninger, der skal understøtte de unge ledere i at klare opgaven,” siger hun.
Samtidig fortæller hun, at resultatet det manglende ledelsesfokus er, at nye ledere kopierer den ledelsesstil, de har været vant til, ofte med dårlige resultater til følge.