Med en avanceret og veludviklet teknologi til at rense vand, som naturen selv gør det, er danske Aquaporin i gang med en transformation, der i sidste ende skal bringe virksomheden fra at være i udviklingsstadiet til at være markedsledende inden for sit felt. En rejse, der kræver en klar strategi og et marked, der kan se den gode idé.
Den forhenværende plastvarefabrik i Lyngby ligner ude fra det, den reelt er. En fabriksbygning, som de er flest, og hvor man som besøgende træder direkte ind i den store produktionshal, hvor der fra gulv til loft i sin tid har været installeret plaststøbemaskiner, og hvor der fortsat er tydelige mærker på væggene efter maskiner, kraner og ventilationsrør.
Men den store fabrikshal har været under forandring. De store hyldesystemer og enkelte maskiner finder man der stadig, men den store åbne hal er nu også indrettet med laboratorier, kontorfaciliteter og safaristole, hvor blandt andet ventende journalister kan drikke et glas renset vand med brus, inden direktøren vinkende træder ud af sit kontor på første salen.
“Hele fabrikshallen er holdt i en meget rå stil, og det, synes jeg, er virkelig fedt. Man får fornemmelsen af industri, og da vi i høj grad også er en produktionsvirksomhed, passer det godt til os,” siger CEO i Aquaporin, Matt Boczkowski, da vi skridter gennem hallen og ser på lokaliteterne og drikker vand renset af virksomhedens eget rensningssystem.
“Vand er essentielt for alt liv, men næsten al klodens vand er beskidt eller forurenet på den ene eller anden måde. Vores teknologi kan rense forurenet vand ved at benytte naturens egne vandrensere til kun at trække vandmolekylerne ud, så det, man står tilbage med, er rent og drikkeligt vand. Vand, der kan bruges til alting. Det er en helt unik teknologi, som vi er de eneste i verden, der bruger.”
De rette partnere
Vi taler om, hvordan Aquaporins teknologi egentlig renser beskidt vand og gør det drikkeligt eller brugbart til industrien på forskellig vis. Aquaporiner er så at sige naturens eget rensningssystem; proteiner, der danner såkaldte cellemembraner, der tillader vand at passere ind og ud af cellen, men blokerer for alt andet. På den måde renses vandet, og de forurenende partikler fjernes.
“Det giver os naturligvis en meget stor og potentiel kundebase inden for drikkevand og industrielt spildevand, men også inden for føde- og drikkevareindustrien. Det er de tre områder, vi fokuserer på rent strategisk. Der er mange flere muligheder, men for os at se, er det på disse tre områder, der er det klart bedste potentiale,” siger Matt Boczkowski.
Han fortæller om de forskellige processer og teknologier, der ligger til grund for Aquaporins produkter, og hvad disse kan bruges til inden for såvel fødevareindustrien som til at sikre rent drikkevand i private hjem. Det er indviklet stof for en ikke-ekspert, men giver ikke desto mindre et godt indtryk af teknologiens mange muligheder. Ude i fabrikshallen kan man samtidig se en medarbejder tappe vand fra haner, der skænker renset vand, ligesom der står forskellige typer drikkevarer på række, som alle viser, hvilken vej Aquaporin potentielt kan rette sin strategi.
“I princippet kan vi gå i rigtig mange retninger med vores teknologi, men vi koncentrerer os inden for føde- og drikkevarer, industrielt spildevand og drikkevand. Samtidig er vores plan at lave strategiske samarbejder med i forvejen store og etablerede brands og lade vores løsninger blive en del af deres produkter. Det har vi f.eks. gjort i Tyrkiet, hvor vores ZERO-vandrenser sælges som en del af inventaret for det tyrkiske firma Vestel, og med Philips Water Solutions i Kina.
Vejen til markedet
Man fornemmer hurtigt på Matt Boczkowski, at han kan tale i timevis om, hvad Aquaporins teknologi potentielt kan bruges til, og hvilken betydning produkterne kan have for såvel virksomheder som hele industrier og mennesker. At den kan koncentrere drikkevarer som kaffe, juice med mere, og at den samtidig også kan rense vand fra skrald og affald, så det kan genbruges, samt medvirke til at sikre tilstrækkeligt rent drikkevand.
“Faren vil altid være, at man stiller sig tilfreds og siger, at nu er vi gode nok. Derfor er jeg overbevist om, at vi skal fortsætte med at udvikle os, fortsætte vores forskning og innovation. Samtidig skal vi i langt højere grad ud på markedet og sælge vores viden og vores produkter, end vi hidtil har gjort. Jeg tror på, at løbende innovation skal være motoren i Aquaporin.”
Han lægger ikke skjul på, at kunsten at finde de rigtige partnere er en afgørende del af strategien, som skal lykkes, hvis målsætningerne skal indfries. Her kan faktorer som at have en naturbaseret teknologi blive et vigtigt argument for de brands, man potentielt skal slå sig sammen med.
“Vores teknologi har potentiale til at give mange af disse brands et lavere energiforbrug og et lavere Co2-aftryk. Grønne tiltag, der er vigtige i disse tider, også rent brandingmæssigt.”
Succes sætter store krav
Men for at komme så langt, at den løbende innovation kan blive en realitet, skal der tjenes penge hjem til adressen i Lyngby. Produkter skal sælges, og viden og knowhow skal række endnu længere ud i verden, end det gør i dag.
“Hvis vi ser på drikkevand, så skal vi finde tre eller fire stærke brands, der giver os mulighed for at udnytte potentialet i co-branding. Vi går ikke på markedet med Aquaporin-vand; vi skal være en del af et brand. Det sætter store krav til os; vi skal have de rette salgsfolk, de rette supportfunktioner, og vigtigst af alt; vi skal levere den højest mulige kvalitet.”
Han fortæller samtidig, at man i dag taler med en række af markedets helt store spillere inden for drikkevarer, og at omdanne disse samtaler til reelle projekter og produkter er essentielt for fremtiden.
“Der er mange virksomheder i verden, der ligesom os har et fantastisk og naturligt produkt, og som aldrig kommer længere end til at være et kuriosum. Men jeg ser i Aquaporin et så langt større potentiale, der bunder i det faktum, at vi kan sprede os over et hav af brancher og industrier. Vi har lagt en stærk strategi, og om vi når helt i mål med den, det må tiden vise, men jeg ser oprigtigt talt et gigantisk potentiale for os.”
Dette er en Partnerartikel fra MarketConnect.