Turismen i Danmark har gennem det sidste årti oplevet en markant vækst, hvilket har haft betydelige økonomiske gevinst for især yderområderne og detailhandlen.
Fra 2013 til 2023 steg antallet af udenlandske overnatninger med næsten 50 procent, og i 2023 registrerede Danmark over 32,1 millioner udenlandske overnatninger.
Dette kastede mere end 70 milliarder kroner af sig, og særligt Region Hovedstaden og Region Syddanmark har nydt godt af denne udvikling på grund af henholdsvis storbyturismen og kyst- og naturturismen.
Turisternes indflydelse rækker dog langt ud over overnatningssteder, restauranter og forlystelser. En betydelig del af deres forbrug sker i de danske dagligvarebutikker, især i områder præget af kyst- og naturturisme. I 2023 brugte turister i gennemsnit 220 kroner pr. døgn i dagligvarebutikker udenfor storbyerne, mens storbyturister brugte omkring 147 kroner pr. døgn. Dette resulterede i, at udenlandske turister i 2023 brugte over 6,5 milliarder kroner på dagligvarer i Danmark, hvilket har stor økonomisk betydning for de lokale købmænd og de omkringliggende samfund.
”Vi må konstatere, at turister også lægger en betydelig del af deres penge i danske dagligvarebutikker. Det bidrager turismen i høj grad til, og derfor har indsparket fra turisterne stor betydning for mange lokale dagligvarebutikker hen over sæsonen,” siger Jannick Nytoft, administrerende direktør for De Samvirkende Købmænd (DSK).
Mere på vej
Fremtiden ser endnu lysere ud, da der er udsigt til en ny rekord i antallet af udenlandske sommerturister. Ifølge prognoser fra Danmarks Statistik forventes antallet af turistovernatninger at stige med 3,2 procent i sommeren 2024 sammenlignet med 2023, hvilket betyder 19,4 millioner overnatninger i juni-august 2024.
Denne vækst skyldes især en stigende interesse fra udlandet, hvor udenlandske overnatninger på danske hoteller, feriecentre og feriehuse forventes at stige med 6 procent. Det er især en stigende tilgang af tyske gæster, der hovedsageligt besøger Syddanmark og den jyske vestkyst, der ventes at drive fremgangen.
Forventningen om et stigende antal tyske turister udspringer dels af en mindre fremgang i antallet af forudbookede uger til juni-august, og dels af, at der allerede nu har været en stigende tilgang af tyske turister i år.
”Turismen har mange positive, afledte konsekvenser herunder også for dagligvarehandlen, men det er også afgørende, at vores turister har adgang til dagligvarebutikker lokalt og der, hvor de vælger at ferierer. Adgangen til en dagligvarebutik styrker derfor den lokale turisme til gavn for lokalsamfundet,” siger Jannick Nytoft.
DSK foreslår flere initiativer for at sikre, at både turister og lokale beboere har adgang til lokal dagligvarehandel, bl.a. at det danske afgifts- og momsniveau skal ses efter i sømmene, så udenlandske – ikke mindst tyske – turister får en større tilskyndelse til støtte det lokale, danske handelsliv frem for at medbringe dagligvarer hjemmefra
I Tyskland, der med en markedsandel på godt 60 procent er det største marked for udenlandske overnatninger i Danmark, ventes samtidig en mindre vækst i privatforbruget i år på 0,8 procent.