2023 var rekordår for manglende eftersyn af tekniske hjælpemidler, viser tal fra Arbejdstilsynet. Udviklingen foruroliger Danmarks største leverandør af hegn, porte og bomme, der længe har haft øje på problematikken.
Der er love, og så er der love.
Nogle er åbenlyse og bliver nidkært overholdt af alt og alle, og så er der alle de love, som mange af den ene eller anden grund ser lidt stort på, og ikke lige får gjort det store ved.
Èn af disse er loven om eftersyn af porte, bomme og hegn hos danske virskomheder, som Arbejdstilsynet 820 gange langede et anmærkninger over disken omkring i 2023 – en markant stigning i forhold til de 487 anmærkninger, der blev givet året inden.
“Man risikerer en betydelig bøde, hvis ikke man får synet sine bomme og porte efter reglerne, men i yderste konsekvens kan misligholdelse føre til personskade. Og så kan et driftstop selvfølgelig også skabe en masse ballade. Det er ikke for sjov, at der stilles krav til eftersyn,” siger Morten Heesch, der er servicechef hos Heras Danmark, leverandør af netop hegn, porte og bomme.
På Aarhus Havn fortæller byggeteknikker Søren Rotne, at det er ganske utænkeligt, at der skulle komme anmærkninger fra Arbejdstilsynet, da hegn, porte og bomme her en meget vigtig del af havnedriften.
“Hvis en gate eksempelvis går ned, så er vi nødt til at have vagter på – også selvom det er uden for almindelig arbejdstid. Så går alting langsommere, og der kan hurtigt komme en lang lastbilkø. Derfor er det vigtigt, at tingene fungerer,” siger han.
Hos Heras håber man, at mange flere virksomheder vil gøre som Aarhus Havn i fremtiden – både for deres egen skyld, men også af sikkerhedshensyn.
“Vi er trådt ind i et nyt år med nye muligheder, og forhåbentligt byder 2024 ikke på endnu en nedslående rekord. Vi vil under alle omstændigheder fortsætte vores arbejde med at gøre opmærksom på problematikken og hjælpe danske virksomheder til at undgå både bøder og ballade med sikkerheden,” siger Morten Heesch.