Justitsminister Peter Hummelgaard (S) kom i sidste uge langt om længe på banen med nye tiltag mod den voldsomme stigning i antallet af butikstyverier. Men det vil næppe komme til at gøre en forskel, mener Klaus Thodsen, redaktør ved Marketconnect.
Der blev anmeldt 24.429 butiktyverier i Danmark i 2023, hvilket er en stigning på ca. 25 procent i forhold til 2022.
Gennem hele året var butiksdrivende, brancheorganisationer og oppositionspolitikere på banen for at kræve en større indsats mod de mange langfingrede butikstyve, men 2023 blev til 2024 før den ansvarlige justitsminister kom på banen. Han lovede større bøder og bedre muligheder for optagelse af lyd og tv-overvågning.
”Regeringen ser med alvor på den store stigning i butikstyverier, vi har set de seneste år. Tyverierne er forbundet med store udgifter for butiksejerne. Og tyvene skaber utryghed blandt både kunder og butiksansatte, der hver dag møder ind for at passe deres arbejde. Det skal vi ikke finde os i,” lød det bl.a. fra ministeren.
Til hvad nytte?
Peter Hummelgaard nævner i sit nyfundne fokus på butikstyvene ikke noget om, at politiet skal rykke oftere ud til anmeldelser af butikstyverier, eller at dette i det hele taget skal opprioriteres som område for ordensmagten andre steder, end hvad angår internationale tyvebander.
Derfor må man også spørge, hvad det i grunden skal nytte, at man nu hæver bødestraffen for kriminalitet, der i forvejen er strafbart, men som meget sjældent fører til anholdelser og domsafsigelser?
Butikstyverierne har vel netop grebet om sig, fordi det mere eller mindre er en gratis omgang, som politiet ikke prioriterer at rykke ud til – men i stedet henviser de butiksdrivende til at indgive en “digital anmeldelse”.
Gennem hele 2023 var det dog så som så med politiets engagement i de mange tyverier, og mange butiksdrivende fortalte, at det hørte til sjældenhederne, at anmeldelsen af en butikstyv førte til at politiet rykkede ud.
Til TV2 sagde Søren Munk Frederiksen, vicepolitiinspektør ved Fyns Politi, tilbage i september;
“Hvis man kan løse et mellemværende med en butikstyv gennem en skriftlig anmeldelse, er der ikke et anholdelsesgrundlag i retsplejeloven.” og “Vi kan ikke sige med sikkerhed, at fordi vi kører ud til flere anmeldelser, så bremser vi også flere.”
Han mente videre, at forebyggende tiltag i butikkerne var et bedre middel mod butiktyve end ordensmagtens tilstedeværelse og indgriben, når en sådan blev taget på fersk gerning.
Politiets tilgang til butikstyvene fik i samme ombæring Jannick Nytoft, adm. direktør ved De Samvirkende Købmænd til at sige, at retssamfundet spiller fallit, når man som politi ikke gør noget ved kriminalitet.
Klaus Thodsen er redaktør ved Marketconnect.dk