Gennemsnitsprisen på håndværkeropgaver er steget 72 procent siden 2023 – boligejere vælger større og mere omfattende projekter.
Der renoveres på livet løs rundt omkring i landet, og ved udgangen af juni havde 3byggetilbud.dk registreret 40.303 modtagne bygge- og renoveringsopgaver samlet set i 2025 – en stigning på 8 procent i forhold til samme periode sidste år.
Dermed er der også blevet travlere hos landets håndværkere, ikke mindst fordi at danskerne i stigende grad vælger at kaste sig ud i større boligprojekter end tidligere. Gennemsnitsprisen på en opgave er steget fra 43.297 kroner i første halvår 2023 til 74.321 kroner i 2025.
”Stigningen i gennemsnitsprisen er udtryk for, at boligejerne i højere grad investerer i gennemgribende forbedringer af hjemmet. Vi ser især stor efterspørgsel på opgaver som nye tage, badeværelser, carporte og træterrasser,” siger Maria Sauer Carlsen, presse- og kommunikationschef hos 3byggetilbud.dk.
Den stigende interesse for renovering og forbedringer skyldes flere faktorer. Lavere renter har gjort det nemmere at finansiere større projekter, samtidig med at et aktivt boligmarked får både købere og sælgere til at investere i boligens stand og værdi.
”Udover de klassiske opgaver ser vi også kraftig vækst i specifikke områder som vinduesudskiftninger, miljøsanering og installation af gasfyr,” siger Maria Sauer Carlsen.
Særligt miljøsanering skiller sig ud med en stigning på hele 173 procent. Til sammenligning er efterspørgslen på træterrasser steget med 25 procent i samme periode.

