I øjeblikket oplever man hos Bog & Idé, at nogle kunder udtrykker deres utilfredshed over, at bogkæden forhandler bøger om Elon Musk og Donald Trump. Det vil de ifølge CEO, Marianne Lyngby Pedersen, ikke få held med at ændre.
Er det i orden at sælge bøger af tidens mest kontroversielle personligheder og politikere?
Ifølge Marianne Lyngby Pedersen, CEO i Indeks Retail, der står bag kæden Bog & Ide, er der i dag et stigende pres på bogkæden om ikke længere at sælge bøger, skrevet af bl.a. Donald Trump og Elon Musk, der i disse tider deler vandene i høj grad.
“Når vi møder kritik fra kunder for at sælge bøger om kontroversielle personer og emner, rejser det væsentlige spørgsmål om ytringsfrihed og udøvelse af censur. At vi som boghandel vælger at sælge et bredt udvalg af bøger, uanset emne eller forfatter, er en manifestation af ytringsfriheden! Vi er med til at sikre, at forskellige synspunkter er tilgængelige for offentligheden,” skriver hun i et opslag på LinkedIn.
For det er ifølge hende ikke en boghandlers opgave at agerer smagsdommer eller udøve censur mod forfattere eller emner. Tværtimod, er det boghandlernes og bøgernes opgave at skildre verden på både godt og ondt.
“Derfor fortsætter vi i Bog & idé med at tilbyde et bredt udvalg af litteratur og modstå presset om at udøve censur. Dette understøtter ikke kun ytringsfriheden, men sikrer også, at samfundet har adgang til en mangfoldighed af perspektiver og informationer.” skriver hun.