Hotel- og restaurationsbranchen i Danmark står overfor en alvorlig udfordring: mangel på medarbejdere. I juni 2024 rapporterede 28 procent af turisterhvervene personalemangel.
Hele 28 procent af danske hoteller, restauranter og rejsebureauer fortæller i en analyse fra Dansk Arbejdsgiverforening, at de måtte reducere deres aktivitet på grund af personalemangel.
Situationen er særligt kritisk i restaurationsbranchen, hvor hver tredje restaurant mangler medarbejdere.
Turisme er en vigtig drivkraft for økonomisk vækst og beskæftigelse i Danmark, især i sommermånederne, hvor efterspørgslen efter restaurantbesøg og hotelophold er høj. Denne sommer kan dog blive præget af begrænsede muligheder for gæster, da mange virksomheder kæmper med at besætte ledige stillinger.
Nøglen ligger i udlandet
De store problmer med rekruttering har man også stort fokus på hos brancheorganisationen, DRC, Danmarks Restauranter og Caféer, hvor netop dette ifølge politisk chef, Romy Andersen, er en af organisationens mærkesager.
“Der er sket en ændring i danskernes forbrugsvaner, hvilket gavner alle erhverv, der bidrager til at berige tilværelsen. Efter pandemi, invasion og krig har danskerne i langt højere grad behov for at skabe sjov og hygge omkring sig selv,” siger hun.
En rekrutteringssurvey fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering fra juni 2024 viser, at kokke og tjenere er blandt de erhverv med de største udfordringer i rekrutteringen. Ca. hver fjerde kokke-stilling og hver tredje tjener-stilling forbliver ubesatte, hvilket tydeligt afspejler det pres, branchen er under.
“De seneste tal fra Danmarks Statistik viser en mangel på kvalificeret arbejdskraft, især inden for restaurationsbranchen. Hele 28 procent af virksomhederne rapporterer mangel på medarbejdere, hvilket er en stigning på 12 procentpoint siden 2019, før corona,” siger Romy Andersen.
Mellem september 2023 og februar 2024 var der 76.800 forgæves rekrutteringsforsøg i Danmark, hvoraf 35.700 stillinger slet ikke blev besat. Hotel- og restaurationsbranchen oplevede 3.580 forgæves rekrutteringer i denne periode, hvilket har betydelige konsekvenser for servicekapaciteten.
Ifølge Romy Andersen viser tallene, at hele det danske arbejdsmarked lider af mangel på arbejdskraft, og at især den udenlandske arbejdskraft aldrig har været vigtigere for Danmark, end den er i dag. Ifølge DRC ligger en stor del af nøglen til at løse tidens problemer med mangel på hænder da også i bedre adgang til arbejdskraft udefra.
“Sidste år steg antallet af fuldtidsbeskæftigede i Danmark med 23.000 personer, hvoraf 20.000 var udenlandsk arbejdskraft. Disse udgør en betydelig del af værdiskabelsen i Danmark, faktisk hele 11 procent.”