Louise Adolph er ansat som General Manager for Comfort Hotel Vesterbro. Hun er en kendt brancheprofil med mere end 24 års erfaring, som nu vender tilbage til Strawberry. Louise tiltræder i sin nye rolle den 1. november.
I sin nye stilling får Louise Adolph ansvaret for Comfort Hotel Vesterbro, som med en placering på Vesterbrogade tiltrækker mange prisbevidste rejsende, der vil bo i København og opleve alt hvad byen har at byde på.
Louise startede sin karriere i hotelbranchen som receptionist på Quality Hotel Høje Taastrup, som var en del af Strawberry (dengang Nordic Choice Hotels) og har siden været både hotelchef, revenue manager, operations manager og direktør for bl.a. møde- og konferencestedet Huone og senest hotellet Ibis Styles i Ørestad.
“Det bliver fantastisk at vende hjem til Strawberry. Strawberry har en helt unik kultur, som omfavner mangfoldigheden og fokuserer på udviklingen af den enkelte medarbejder. Jeg er meget stolt over at blive en del af den kultur igen, som direktør på Comfort Hotel Vesterbro. Jeg glæder mig rigtig meget til at være en del af det allerede succesfulde team, så vi sammen kan skabe endnu flere fede og farverige oplevelser for vores gæster,” siger Louise Adolph.