De danske købmand er hårdt pressede af de stigende elregninger, og nu melder købmandsfonden, KFI Erhvervsdrivende Fond, at de modtager unormalt mange ansøgninger om hjælp.
Det kan ende med at mange danske købmænd må dreje nøglen om, hvis de ikke kan få hjælp til at betale elregningen, der er blevet markant dyrere over det seneste år.
Det skriver Dagligvarehandlen.
At købmændene er pressede, mærkes især hos købmandsfonden, KFI Erhvervsdrivende Fond, der hjælper landets købmænd. Her modtager man flere og flere ansøgninger fra købmænd, der har brug for hjælp til at komme igennem krisen.
Sidste år uddelte fonden i alt 165 millioner kroner til 1088 ansøgere. I år er der afsat en ramme på i alt 300 millioner kroner – altså næsten en fordobling.
“Vi åbnede for ansøgninger til pulje nummer to for to uger siden. I den er kravene lidt mindre restriktive end i den første. Det tog et par dage, før der kom rigtigt gang i ansøgninger, men nu vælter de ind,” udtaler administrerende direktør for KFI Erhvervsdrivende Fond, Terje List, til Dagligvarehandlen.
Regeringen tilbød tidligere på efteråret en hjælpende hånd i form af en såkaldt “vinterpakke”, som 4 % af købmændene har valgt at takke ja til. Om “vinterpakken” udtalte John Wagner, direktør hos De Samvirkende Købmænd;
”Det er ikke rimeligt bare at tilbyde købmændene yderligere gældsposter i form af ”kviklån” for at redde lokalsamfundene. Det er nu vores politikere skal på banen med mere holdbare løsninger.”

