Når man kommer til en virksomhed som ny CEO, træder man ind i en eksisterende kultur, og skal balancere mellem ”det der var” og der hvor virksomheden skal hen. Man er ansat til at skabe resultater. Lisbeth Barnbæk Nielsen ser tilbage på, hvad hun har lært i sine første femten måneder som CEO i BM Silo.
Corona var knapt overstået, og krigen i Ukraine endnu ikke brudt ud, da Lisbeth Barnbæk Nielsen tiltrådte som ny CEO i BM Silo i oktober 2021.
Hendes tid som øverste leder har været præget af stor uro på de internationale markeder, hvor også materialemangel og inflation har gjort livet besværligt for danske virksomheder.
Det har sat store krav til hurtig læring, og her deler hun ud af, hvad hun har lært sine femten måneder som CEO.
Du bliver aldrig færdig
Som CEO er du lidt bekymret hele tiden. Der er altid noget, der kan forbedres et eller andet sted i virksomheden, og du bliver aldrig nogensinde færdig med det job. Værdikæden er altid i udvikling, og når ét problem er løst, for du altid øje på et nyt, du må i gang med. Det er også med til at gøre jobbet spændende, og man skal kunne lide at arbejde på den måde.
En virksomhed er jo en meget kompleks organisation, og det kræver et stort overblik hele tiden at være på forkant med, hvad der skal gøres. Men det er nødvendigt, hvis man vil vækste som virksomhed, at man altid forsøger at optimere. Det handler om at styrke det ”svageste led”. Når man hele tiden sikrer at der er fremdrift, og samtidig hæver underliggeren, vil den samlede virksomhed løbende blive styrket – og muligheden for at indfri forventningerne øges.
Det svageste led i kæden er en konstant, men det skifter fra ét sted til et andet i virksomheden hele tiden, netop fordi omverden også ændrer sig.
Og det bliver virkelig eksemplificeret, når der pludselig er krig og inflation og leveringsproblemer i verden. Derfor er det også vigtigt, at man lægger en klar strategi, men at man også forstå at navigerer uden om den, når verden pludselig forandres.
Hvis man som CEO synes, man ikke har noget at lave, er det i mine øjne et tegn på stilstand.
Ledelsen må ikke blive for fjern
Mange ledere siger, at deres dør altid er åben, men jeg tror mange glemmer, at man også selv kan gå ud i virksomheden gennem den åbne dør. Medarbejderne i BM Silo har ikke alle sammen deres daglige gang på kontoret, så jeg går hver dag over i produktionen for at sige godmorgen og tale med alle dem, der arbejder derovre.
Jeg har lært, at det er vigtigt, at man som leder ikke bliver for fjern, men er en synlig person, der taler med de ansatte og også tager sig tid til at høre, hvad der optager dem i deres arbejde. Det giver både ris og ros, og det er den kultur, jeg gerne vil have i virksomheden.
I det hele taget er jeg blevet meget opmærksom på, hvad kulturen i virksomheden betyder, og hvordan den spiller ind på dagligdagen. Kulturen i en virksomhed er jo delvist defineret af den værste adfærd, man som leder tillader, og derfor må man finde ud af, hvad man vil være med til. Ordentlighed er for mig rigtig vigtig, og jeg tolerer ikke, at man ikke behandler hinanden med respekt. Ved at være tæt på organisationen, får jeg også mulighed for at præge fortællingen og være med til at skabe den nye virkelighed.
Generelt er kommunikation utrolig vigtigt. Det er tidskrævende og kræver refleksion på egen og sine lederes praksis, men effekten er enorm, og uden en stærk organisation til at støtte op om f.eks. vækstrejsen, bliver det aldrig andet end middelmådigt.
Der skal altid være plads til, at man som medarbejder kan sige sin mening og lufte klager og bekymringer, men det må ikke kamme over i dårligt kollegaskab. Der skal være en ordentlig i måden, vi arbejder sammen på, og jeg tror på, at det også gør os bedre i stand til at nå vores mål; at vi kommunikerer godt med hinanden.
Sæt det helt rigtige hold
Når du bliver CEO, er det afgørende vigtigt, at man forstår, at virksomheden er dit ansvar. I de situationer, hvor der opstår problemer, vil man opleve, at alle om bordet kigger på dig som lederen. Sådan skal det også være.
At være leder kræver, at man forstår at sætte det rigtige hold, hvor alle har forskellige og stærke kompetencer inden for deres område. Det giver en stor tryghed, at man ved, at der sidder dygtige mennesker på de vigtige poster. Samtidig skal man være villig til at delegere sin magt til de kompetente kollegaer, man har. Man må have tillid til, at det dygtige team man har, kan træffe de beslutninger.
Det giver i høj grad ro i sindet, at man ved, at der er meget kompetente mennesker ved roret andre steder i virksomheden, og det giver dig selv en langt større sikkerhed i dit daglige arbejde. Og det har man brug for, da jobbet som CEO netop kræver, at du kan lede hele virksomheden, ikke bare enkelte områder.
Som leder er det meget vigtigt, at man ved, hvad man ikke selv er dygtig til. Kan man ikke erkende sine egne svagheder, så bliver organisationen sårbar. For som leder har jeg ikke altid ret, og må derfor have en dygtige mennesker omkring mig, og en meget kompetent bestyrelse.
Jeg tror på, at berøringsangst er meget skadeligt for en virksomhed, især når det handler om folks kernekompetencer. Det er så vigtigt, at man kan tale åbent og ærligt sammen, hvis man vil rykke sin virksomhed videre frem.
Det er vigtigt, at man kigge ud af vinduet. Hvordan udvikler verden sig, hvad siger samarbejdspartnere, netværk og kunder, globale nøgletal osv. Selvfølgelig kan jeg ikke spå om fremtiden, men det er for mig vigtigt at holde en finger på pulsen ift. indikationer.
Skal din virksomhed på MarketConnect?
Vil du have din virksomheds kontaktoplysninger på MarketConnects artikler, så potentielle kunder hurtigt kan få fat i jer?
Ønsker du kontaktoplysninger på en artikel om din virksomhed?
Ønsker du at annoncere?
Ønsker du at blive ConnectPartner?
Det koster kun 1.500 kr. ekskl. moms.
Så kontakt redaktør Klaus Thodsen
via e-mail klaus@marketconnect.dk