Måden, vi handler legetøj til vores børn, er ikke bæredygtig, og fører til et stort spild. Det vil nordjysk startup lave om på; midlet er legetøjskasser på abonnement, som er tilpasset barnets udvikling.
De fleste børn har meget mere legetøj, end de nogensinde leger med. I kasser, på hylder og i skabe fylder alle årets indkøb og gaver, men det meste af det samler støv.
Det var den oplevelse, Dorthe Klitgaard Thomsen, gerne ville til livs, da hun startede DearBaby; en abonnementsmodel, hvor man låner legetøjet, i den tid det er relevant for barnets udvikling – og dermed også let og praktisk kan slippe af med det igen.
“I vores kasser får man 4-5 stykker legetøj for 300 kroner, og vores erfaring er, at det er rigeligt til helt små børn. Dermed sparer man som familie også penge, frem for at skulle ud og købe dyrt legetøj selv,” siger Dorthe Klitgaard Thomsen.
Hun mener, at det, legetøjskasserne først og fremmest giver forældrene, er convenience i hverdagen og i forhold til det legetøj, der ofte hober sig op, men som med DearBabys kasser er i hjemmet på lånt tid – typisk ind til barnet alligevel vokser fra det.
Krisen mærkes
Da snakken falder på den aktuelle krise med prisstigninger og økonomisk usikkerhed mange steder i samfundet, giver Dorthe Klitgaard Thomsen et interessant indblik i kundebasen for DearBaby.
“Vores kunder er typisk folk i de store byer, især København der også går meget op i bæredygtighed. – oftest den samme type familie som også abonnerer på måltidskasser,” siger hun.
Hun fortæller samtidig, at kunderne typisk er mennesker, for hvem tiden i hverdagen er dyr, og hvor det er praktisk og bekvemt at være i kyndige hænder omkring valg af legetøj til sit barns udvikling.
“Mange af vores abonnenter bor i lejlighed, og har ikke plads til alt det legetøj, der tit hober sig op hos børnefamilier. Hos os køber kunden kun legetøjet, som de har prøvet og ved at de ikke kan undvære. Det er en anderledes måde at forbruge legetøj på, som mindsker fejlkøb og sikrer at børn får gode, varierede legeoplevelser- uden at det bidrager til overforbrug.”
Mere end økonomi
Da coronaen ramte Danmark, var DearBaby stadig i opstartsfasen, en lille virksomhed med bare otte faste kunder. Så lukkede landet ned, og antallet af kunder mangedoblede. På meget kort tid var de otte abonnenter blevet til flere hundrede.
“Vi var overhovedet ikke klar til den voldsomme interesse, vi pludselig mødte. Men landets aktiviteter for mødre på barsel lukkede ned og det passede godt med vores koncept.”
Interessen for konceptet er stadig stigende og efter en større IT-investering, som har automatiseret ordrehåndteringen og digitaliseret virksomhedens analysearbejde, er Dorthe og hendes mand, der er medejer af virksomheden, nu klar til at skalere virksomheden yderligere.
Den aktuelle krise har da også kunne mærkes i den lille virksomhed. Der er kommet opsigelser af abonnementer, da nogle ikke længere mener, at de har økonomi til legetøjskasserne.
“Nogle mennesker er bare meget hårdt ramt lige nu, det kan vi høre på årsagen til de opsigelser, vi får. Men samtidig oplever vi også, at mange nye kommer til, da de ser besparelsen i abonnementsmodellen, hvor de jo faktisk får langt mere værdi for pengene,” siger Dorthe Klitgaard Thomsen.