Ledigheden i Danmark steg med 1.000 personer fra august til september, så det samlede antal af ledige lyder på 88.400 personer, viser tal fra Danmarks Statistik. Det er det højst hop siden januar 2023.
Beskæftigelsen er fortsat tårnhøj i Danmark. Det er den på trods af, at der er sket en stigning på ledigheden tilbage i september. Det viser tal fra Danmarks Statistik.
I september steg ledigheden nemlig med hele 1000 fuldtidspersoner, hvilket gør det til det højeste udsving siden januar 2023.
Selvom denne stigning er en af de højeste i mange måneder, så er det altså ikke af nogen betydelig størrelse, ifølge Bo Sandberg, cheføkonom hos brancheforeningen Aktive Ejere, Bo Sandberg
“I elleve måneder i træk har ledighedsprocenten ligget fladt på 2,9 procent af arbejdsstyrken. Den uændrede ledighedsprocent dækker dog over et lille hop opad i arbejdsløsheden på 1000 fuldtidspersoner i september”, siger Bo Sandberg.
Blot et mindre udsving
Ledighedsniveauet er fortsat lavt, og ifølge Bo Sandberg er udviklingen blot en lille rystelse i et ellers meget solidt økonomisk landskab.
“Historisk set er der fortsat tale om lav ledighed kombineret med næsten rekordhøj beskæftigelse. Derfor kan en lille stigning i ledigheden fra lavt udgangspunkt heller ikke ændre ved det meget gunstige baggrundstæppe, vi ser udspille sig i dansk økonomi.”
Man kunne fristes til at tro, at faldet i beskæftigelsen potentielt kunne være et tegn på en mulig vending på arbejdsmarkedet, men ifølge Bo Sandberg kan det også dreje sig om tilfældige udsving på toppen af en højkonjunktur.
“Det gode spørgsmål er dog naturligvis om det nu er en vending på arbejdsmarkedet, vi har set – senest også med et dyk i beskæftigelsen i september – eller om der blot er tale om tilfældige udsving på toppen af en højkonjunktur. Jeg tror mest på det sidste, dvs. nogle ret tilfældige udsving i nøgletallene. Dermed dog samtidig sagt, at den tid, hvor man altid kunne regne med, at fortegnet for udviklingen på arbejdsmarkedet bevægede sig i positiv retning, nok er overstået.”