Når danske virksomheder skal benytte sig af nogle af de i alt 1.874 forskellige indberetningsløsninger, der stammer fra i alt 59 styrelser, skal op imod en tredjedel ske via såkaldt lavt digitaliserede løsninger som PDF- og Word-blanketter.
Statens digitalisering lader en del tilbage at ønske for alle de danske virksomheder, der i løbe af året skal indberette om stort og småt til de i alt 59 statslige styrelser, der tilsammen har sat 1874 forskellige indberetningsløsninger i verden.
En kortlægning fra Digitaliseringsstyrelsen viser, at virksomheder via disse løsninger foretog mindst 215 millioner indberetninger i løbet af 2023.
Omkring en tredjedel af alle disse 1874 indberetningsløsninger er anno 2025 stadig så lavt digitaliserede, at indberetningerne bl.a. skal foregå via PDF- og Word-blanketter, der udfyldes og sendes på mail.
“Det her bør være et wake-up-call for politikerne. Det duer altså ikke, at indberetninger i 2025 skal foregå ved, at man får tilsendt eller downloader en blanket som skal printes, udfyldes, scannes ind og sendes retur. For derefter at blive behandlet manuelt i et ministerie bagefter. Det er den teknologiske udvikling altså kommet for langt til,” siger Lars Sandahl Sørensen, adm. direktør i Dansk Industri.
Han mener samtidig, at der bør være én samlet indgang til alle indberetninger, som der har været talt om i de seneste tyve år.
“Når halvdelen af selvbetjeningsløsningerne ikke engang ligger på virk.dk, er det ikke så mærkeligt, at virksomhederne farer vild i indberetningsjunglen. Nu må den fælles indgang simpelthen realiseres og næste skridt må være at se på, hvordan vi kan genbruge den data og tænke indberetninger på tværs, så virksomhederne skal rapportere enklere og smartere,” siger Lars Sandahl Sørensen.

