PreMed overtog i begyndelsen af 2022 driften af hjælpemiddelcentralen i Nyborg Kommune. Her har Lars Lauritsen været teknisk chauffør siden februar 2022, og han er nu udnævnt som driftsleder samme sted.
Han er oprindeligt uddannet VVS’er og blikkenslager. Før han kom til PreMed, har han i næsten 20 år arbejdet som produktionsleder. Først hos en større stålvirksomhed og senere hos forskellige element- og byggevareproducenter.
I dag er Lars Lauritsen driftsleder i PreMed, en privat ambulanceoperatør.
”Jeg befinder mig godt med et arbejde, som virkeligt betyder noget for andre mennesker. De borgere og pårørende, som vi kommer i kontakt med, har brug for os og de hjælpemidler, som vi leverer. Det er en daglig glæde for mig og de øvrige medarbejdere her på depotet.”
Yderligere forklarer Lars Lauritsen, at PreMed er en virksomhed, som vægter medarbejdernes medbestemmelse og trivsel meget højt:
”Det passer mig godt, at vi har frihed under ansvar og en kultur, hvor vi taler om tingene og har fokus på at levere gode sundheds- og serviceløsninger,” siger han.
I sit nye job som driftsleder deler Lars Lauritsen sin arbejdstid mellem kontoret i Årslev og at køre med hjælpemidler til borgerne i Nyborg som teknisk chauffør.

