FE-sagen blev i dag gennemgået af to af sagens hovedpersoner, Lars Findsen og Claus Hjort Frederiksen, i Pressconnect og Publicconnects telt på Folkemødet.
For andet år i træk var Lars Findsen, Claus Hjort Frederiksen og FE-sagen et tilløbsstykke ved Pressconnect og Publicconnects teltpå Folkemødet i en samtale modereret af Jacob Winther, medejer og direktør i PublicConnect, og tidl. særlig rådgiver for bl.a. Søren Gade.
De mødtes til en snak om den sag, der har kostet Claus Hjort Frederiksen en sigtelse for landsskadelig virksomhed med en mulig straf på 12 års fængsel – mens Lars Findsen tilbragte omkring to måneder i arresten i Hillerød, og blandt andet blev sigtet for have lækket højt klassificerede oplysninger.
Spørger man Claus Hjort Frederiksen skyldes sagens udvikling, at man fra myndighedernes side konsekvens har valgt den hårdeste magt overfor ham selv og Lars Findsen.
“Lars kommer hjem fra embedsrejse fra Makedonien, og bliver anholdt i lufthavnen. En kollega i FE bliver anholdt og lagt i håndjern på sin arbejdsplads. Begge dele er komplet unødvendigt, og kunne være klaret i fred og fordragelighed, men fra myndighedernes side har man konsekvent valgt at optrappe en konflikt, når der var mulighed for det,” sagde han fra scenen.
Ifølge Lars Findsen har hele FE-sagen, udover de rent personlige konsekvenser for de involverede, betydet, at de danske efterretningstjenesters ry og rygte lider skade på internationalt plan.
“Det smitter af på hele tjenesten og den anseelse, man har ude i verden, hvor man virkeligt ikke er imponereede over det, man fra myndighedernes side har gang i her i Danmark. Jeg har også stadig gode bekendte og kilder inden for efterretningstjenesterne, og hører da også, at eksempelvis amerikanerne ikke forstår et ord, hvad der foregår,” sagde han.
Undersøgelse er ‘fis i en hornlygte’
Både Lars Findsen og Claus Hjort Frederiksen, og andre involverede i sagen, er siden blevet frikendt for sigtelserne, og en kommision er siden blevet nedsat for at undersøge, om der har været urent trav i sagens kaotiske forløb.
Men den kommision giver Claus Hjort Frederiksen ikke meget for.
“Det er simpelthen fis i en hornlygte. Jeg er villig til at vædde med alle her i dag på, at undersøgelsen ikke finder, at der har været taget “usaglige hensyn”, som det hedder. Men faktum er, at vi i sin tid ikke måtte få sigtelserne udleveret, og heller ikke dommene, hvis de skulle være faldet. Det er jo håbløst.”
På et spørgsmål fra Jacob Winther om, hvad sagen viser om tingenes tilstand på Christiansborg og Slotsholmen, var Lars Findsen klar i mælet.
“I Danmark har vi et ret uformelt system mellem politikere og embedsmænd såsom departementscheferne. Embedsmændenes opgave er at sørge for, at alt går efter reglerne – men systemet er desværre ikke stærkere end dem, der benytter det. Det viser den her sag.”