Lars Findsen, tidligere chef for både Politiets Efterretningstjeneste (PET) og Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), mødtes i dag til en samtale med direktør i PublicConnect, Jacob Winther, til en snak om den geopolitiske verdenssituation.
Der er blevet sagt og skrevet mangt og meget om den geopolitiske situation ude i verden, ikke mindst som følge af krigen i Ukraine, krigen i Palæstina, og naturligvis også Donald Trumps anden omgang i ringen som amerikansk præsident.
Det var på denne baggrund, at tidligere chef for FE og PET, Lars Findsen, stillede op til en snak om netop den geopolitiske situation med Jacob Winther, direktør og partner i PublicConnect og tidligere særlig rådgiver i Forsvarsministeriet.
For amerikanerne er Rusland som vejrudsigten – det er problemet på den korte bane.
Lars Findsen, tidl. FE-chef.
“Ser vi på Trump, så skal vi huske, at det amerikanske pres om bl.a. Danmarks forsvarsbudget, ikke kom med ham, det havde været der i flere år allerede. Men der er skruet op for det markant under Trump denne gang. Det har efterladt tvivl om, hvorvidt USA vil være der for panik-Europa, hvis det bliver nødvendigt,” sagde Lars Findsen.
Hvad angår amerikanernes relation til NATO og de mange europæiske lande, der i mange år ikke har investeret nok i forsvar, var Lars Findsens analyse helt klar.
“Jeg mener, at vi stadig kan regne med amerikanerne. Det kommunikerer de også på andre måder end den på Truth Social – for dem handler det om at få os op af stolene og i gang, og vi skal ikke glemme, at når Danmark og Europa skal ud og investerer rigtig mange milliarder i vores forsvar, så vil vi komme til at lægge mange af de penge i netop USA.”
Samtidig skal man ifølge den tidl. FE-chef også huske på, at USAs største og vigtigste modpart i det store geopolitiske spil, ikke er Europa eller Rusland, men derimod Kina, der har som erklæret mål at overtage USAs position som verdens førende supermagt inden 2049.
“For amerikanerne er Rusland som vejrudsigten – det er problemet på den korte bane. Kina er klimaforandringerne – det er den helt lange bane og den største dagsorden, de skal overvinde,” sagde Lars Findsen.

