Dansk erhvervsliv leverer et rekordhøjt bidrag til samfundet på 754 mia. kr., men hvilke kommuner leverer egentlig mest og mindst? Find din kommune på listen.
Dansk erhvervsliv bidrager med mere end 750 mia. kroner til samfundet, og det er rekordhøjt, viser en ny analyse fra Dansk Industri (DI). Det beløb svarer samtidig til mere end halvdelen af de samlede offentlige udgifter og er dermed et væsentligt bidrag til den danske velfærdsstat. Men der er kæmpe kommunale og regionale forskelle på, hvor meget virksomhederne og deres medarbejdere bidrager.
– Ofte er det drevet af, at nogle kommuner har en eller flere meget store virksomheder, som betaler meget i selskabsskat, og hvor lønningerne er høje, så skatteindbetalingerne fra medarbejderne også er større her, forklarer Morten Granzau, der er vicedirektør i DI.
Virksomhederne i Region Hovedstaden bidrager mest og dem i Region Sjælland mindst, hvis man ser på virksomhedernes samfundsbidrag pr. indbygger. I Hovedstaden er bidraget pr. indbygger 164.300 kroner, mens det i Region Sjælland er på 79.600 kroner. Landsgennemsnittet er på 122.400 kroner pr. indbygger.
– Det fortæller historien om, at der er områder, hvor der er en stor vækstmotor, som man måske ser det med Lego i Billund Kommune eller Novo Nordisk i Gladsaxe Kommune, men derfor kan der sagtens være et stort potentiale i andre kommuner, siger Morten Granzau.
Han peger på, at der snart er kommunalvalg, og de lokale byråd kan faktisk godt gøre noget for at påvirke udviklingen.
– Når de kommende byrådspolitikere skal se på politikken for de kommende fire år, er det vigtigt at skabe gode vilkår for virksomhederne. Det handler bl.a. om adgang til arbejdskraft, gode trafikale forhold, smidig sagsbehandling og god kommunikation mellem kommunen og virksomhederne, siger Morten Granzau.

