Danske Lægers Vaccinations Service træder nu ind på det svenske vaccinationsmarked med købet af sine første klinikker i Sverige. Ekspansionen er en del af virksomhedens paneuropæiske vækststrategi, som allerede inkluderer en stærk position i både Storbritannien og Holland.
I Uppsala Län har to vaccinationsklinikker netop underskrevet en aftale om at lade sig opkøbe af Danske Lægers Vaccinations Service, der ude i den store verden går under navnet European LifeCare Group.
Dermed har danskerne nu også fået en fod inden for på det svenske marked, ligesom de i dag er til steder både i Holland og i Storbritannien.
”Med vores indtog i Sverige foretager vi endnu en strategisk investering i at udbrede og fremme vaccination. Vi har oplevet en stigende international efterspørgsel efter private udbydere, og dét, at vi rykker til Sverige, skal ses som et led i vores paneuropæiske vækststrategi og som en udbygning af vores hidtidige succesfulde ekspansion udenlands,” siger Tanja Sølvkjær, der er Group CEO i European LifeCare Group.
Hun forklarer videre, at det har været et naturligt næste skridt at etablere sig i Sverige. Dette skyldes både, at udvidelser i Nordeuropa fungerer som en strategisk base for virksomhedens fremtidige ekspansion, og at det svenske marked i sig selv er attraktivt, da det både er stort og præget af mange forskellige aktører.
”Det gør det attraktivt for os at rykke ind, fordi vi kan gå direkte ind og professionalisere og vækste. Vores forretningsmodel er direkte overførbar fra det danske til det svenske marked, så på den måde er det også dejlig hjemmevant og naturligt at dyrke et andet nordisk marked,” siger hun.