Når vi taler om ledelse, stirrer vi os alt for tit blinde på den enkelte leder – og ikke den organisation og kultur, som lederen skal manøvrere i, mener arbejdslivskonsulent, Thomas Milsted.
Vi taler meget om ledelse i dagens Danmark, og hvert år er emnet fokus for alt fra bøger og podcasts til konferencer.
Men ifølge arbejdslivskonsulent, Thomas Milsted, overser vi tit og ofte ét særligt element, når vi taler om ledelse og ledere – nemlig de organisationer, som lederen skal udføre sit arbejde i.
“Ledelse er ikke et individuelt anliggende, men en systemisk funktion, der opstår gennem organisationens strukturer. En leder er ikke en autonom aktør, men en position, der udfyldes og reguleres af organisationens forventninger og koder,” skriver han i et opslag på LinkedIn.
Kontrol vs ledelse
Forfatter og antropolog, Dennis Nørmark, kredser bogen “Gid Min Chef Høvding”, som er skrevet i samarbejde med Christian Groes, om det samme emne. Og i podcasten Kapitlet, forklarede han da også, at mange ledere i dag bruger deres tid på mange flere ting, en leder ikke burde bruge sin tid på.
“Måske er der opgaver, som i virkeligheden burde løses af medarbejderne. Måske påtager lederen sig for meget og tror, at vedkommende skal gøre mere, end nødvendigt. Brug mindre tid på at overvåge medarbejderne og mere tid på at lytte til dem. Brug mindre tid på at udvikle endnu en strategi og mere tid på at være til stede,” siger han.
Thomas Milsted mener, at hvis en organisationen værdsætter kontrol frem for tillid, fokuserer ensidigt på resultater frem for menneskelige hensyn og prioriterer tavshed over åbenhed, vil disse præferencer uundgåeligt afspejle sig i ledelsesstilen – selv hos ledere med de bedste intentioner.
“At pege på enkeltpersoner som årsag til problemerne fjerner opmærksomheden fra organisationen, som reproducerer de betingelser, der gør visse handlinger plausible og andre umulige,” skriver han.
Ifølge Dennis Nørmark er et af de paradoksale elementer ved moderne ledelse også, at den enkelte leder er udpeget af andre ledere, og ikke at dem, der skal ledes af personen i dagligdagen.
“Det er ikke den person, der ansætter lederen, der skal arbejde med ham eller hende i hverdagen – det er medarbejderen. Derfor ville det måske være mere retfærdigt, hvis det faktisk var medarbejderen, der valgte lederen,” siger han.