Den danske app, Zeeker, skaber kontakt mellem mester og lærling, og har gennem de seneste år rejst penge til platformen. Nu er de klar til næste skridt.
At sætte en lærling sammen med en mester, der søger sin næste lærling, er en ide, der har fået vind i sejlene. Appen, Zeeker, fik i 2020 hele 470.000 kroner af Innovationsfonden til at udvikle sin platform, og nu er folkene bag klar til at gøre platformen landsdækkene.
Virksomheden fra Lolland-Falster så et hul i markedet, da de eksisterende jobsøgningsplatforme ikke løste opgaven godt nok for hverken virksomhederne eller lærlingene.
”Det er et paradoks, at det er så svært at ansætte og rekruttere i vores branche, og for samfundet er det et problem, at godt hver fjerde elev ikke finder en læreplads hos en mester, selvom der er mangel på elever, men skal i skole-praktik og måske derfor vælger at droppe sin erhvervsuddannelse,” siger Ronni Steinfeldt, der en af folkene bag Zeeker.
Og det er ikke bare de enkelte lærlinge, der får stor glæde af den nye platform, som øger deres mulighed for at få den erhvervserfaring, de skal bruge i resten af deres arbejdsliv.
For virksomhederne er det også afgørende at kunne finde lærlinge til pladserne. Bliver disse lærlingepladser ikke besat, må virksomhederne nemlig til lommerne, som følge af de bøder på op 27.000 kr, der kan langes ud til virksomheder, der ikke tager imod lærlinge.
For dem, der søger en lærlingeplads er appen ganske gratis, mens de for de lærlingesøgende virksomheder koster et abonnement.
”Der er tale om en form for faglig dating for håndværkere. Metoden skulle være intuitiv, simpel og visuel, fordi vi netop skal matche arbejdsgivere, som ikke har tid til at læse lange ansøgninger, med elever, som måske ikke er bogligt og skriftligt stærke, men som til gengæld altid har en telefon i lommen og er vant til at gebærde sig digitalt,” siger Ronni Steinfeldt.

