De danske købmænd og andre butiksdrivende har de seneste år været udsat for en markant stigning i antallet af butikstyverier – men hvor ender de mange tyvekoster? En købmand fra Esbjerg har måske fundet svaret.
I 2023 blev der anmeldt lige omkring 24.000 butikstyverier i Danmark, hvilket var en stigning for andet år i træk – og en markant udvikling hvis vi bare ser tilbage på årene inden corona.
De anmeldte tyverier er ifølge Henrik Lundgaard Sedenmark, fagchef for betalinger og detailhandelssikkerhed i Dansk Erhverv, formentlig kun toppen af isbjerget – og han anslår, at det reelle antal butiktyverier er op imod hundrede gange højere.
Men hvad gør tyvene med alle deres stjålne varer – det har Lars Hansen, købmand ved Meny i Esbjerg måske fundet et svar på. I et opslag på LinkedIn foreviser han en række billeder fra diverse Facebook-grupper og fra Marketplace, hvor brugere sælger partier af eks. slik, chokoladebarer og vaskemiddel.
“Det er tankevækkende så nemt det burde være for politiet, at finde gerningsmænd og varer, som helt uden hæmninger som bliver sat til salg på åbne FB grupper. (Jeg har svært ved at tro man kan handle så meget forkert, så ofte),” skriver han i opslaget.
Kan være fra min butik
Opslaget har tiltrukket interesse fra flere interessenter i købmandsbranchen, og Christina Kirkegaard Vind, der er købmand hos Rema 1000 i Esbjerg, har bemærket de samme typer af opslag.
“Jeg har selv set opslaget på gruppen, og været inde og tjekke samtlige opslag. Der bliver kvitteret i kommentaren, at det er “købt i Løvbjerg” og andre supermarked, og jeg må indrømme, med forretning i indre by i Esbjerg, har jeg vist mine medarbejdere opslaget, for at vi kan holde endnu mere øje. Det skulle ikke undre mig, at noget var fra min butik,” skriver hun som kommentar til Lars Hansen.
Hos De Samvirkende Købmænd, hvis medlemmer er hårdt ramt af de mange butiktyverier, har man ifølge vicedirektør, Claus Bøgelund Nielsen, været opmærksomme på denne slags opslag på Facebook i snart et år.
“Hos DSK har vi rejst det for Justitsministeren på et møde tilbage i maj sidste år – dog endnu uden succes,” skriver han i en kommentar til Lars Hansens opslag.
At være butikstyv i Danmark er en relativt sikker beskæftigelse, da politiet kun sjældent rykker ud – og tyverier fører endnu sjældnere til en dom.Justitsminister, Peter Hummelgaard (S), meldte i februar ud, at der nu skulle gøres noget ved de mange tyverier med udspillet “Konsekvent kurs over for butikstyveri.”
Udspillet indeholder bl.a. tiltag som styrket udrejsekontrol med omrejsende kriminelle grupperinger. Højere bødestraf for butikstyveri og hæleri samt klare rammer for butikkernes muligheder for optagelse af lyd og tv-overvågning.
Men ifølge Henrik Lundgaard Sedenmark er problemet ikke, at straffen for butikstyveri er for lav, men at politiet ikke efterforsker mange af de sager, der bliver anmeldt.
“En streng straf er ligegyldig, hvis du ikke anholder nogen for tyverierne. Så vi skal have en langt større indsats fra politiet og kommunerne, hvis vi skal det her problem til livs. Der er alt for lidt fokus på forebyggelse,” som han udtalte i forbindelse med Hummelgaards udspil.

