En ny analyse fra De Samvirkende Købmænd (DSK) viser, at dagligvarehandlen i Danmark hvert år bruger mere end 1,3 milliarder kroner på bureaukrati.
I den danske detailhandel bruges der hvert år utallige timer foran computeren, når dagens bureaukrati skal gøres op og klares – timer, der kunne være lagt ude i butikken, og på at udvikle virksomheden eller på at levere god service.
Dette er tilfældet rigtig mange brancher rundt omkring i landet, men nu har man hos DSK regnet på, hvor mange penge, alle de bureaukratiske regler og administration alt i alt løber op i. Med afsæt i to forskellige beregningsmetoder viser analysen, at bureaukratiet koster dagligvarehandlen et sted mellem 1,3 og 1,4 milliarder kroner om året.
”Det er ikke holdbart, at vores købmænd skal bruge så meget tid og ressourcer på papirarbejde og indberetninger i stedet for at drive deres forretninger. Vi har brug for et markant skifte, hvor unødvendige regler fjernes, og de nødvendige gøres lettere at overholde,” siger Jannick Nytoft, adm. direktør i DSK.
Omregnet, så koster bureaukrati omkring 12.000 kroner om året pr. ansat hver af de ca. 111.000 beskæftigede i dansk dagligvarehandel.
”Reguleringen stiger år for år, og vi ser en voksende tendens til både dansk og EU-baseret regulering, som rammer vores butikker hårdt. Det er på tide, at politikerne tager ansvar og arbejder for at reducere byrderne, så vi kan sikre en sundere og mere konkurrencedygtig dagligvarehandel i Danmark,” siger Jannick Nytoft.