Når danske og udenlandske hotelgæster booker deres overnatninger på et københavnsk hotel, sker det ofte via en af de store internationale bookingtjenester, som Hotels.com eller Booking.com. Men disse tager meget store provisioner for deres bookinger, hvilket ikke bare trækker mange penge væk fra hotellerne, men også ud af Danmark.
Navnet CoolCopenhagen skal du måske til at bide mærke i, når du i fremtiden skal booke hotelværelse i København. Platformen rummer 60 københavnske hoteller, der alle ønsker at rykke en stor del af deres forretning væk fra de store bookingtjenester, og over på hotellernes egne hænder.
Det er milliarder, der hvert år forsvinder ud af hotellerne og direkte ud af landet. Rigtig mange efterlyser en eller anden form for handling, og det håber vi at give dem med CoolCopenhagen.
Inge Sommer, CEO i CoolCopenhagen
“Den danske hotelbranche har været igennem en ekstrem hård tid som følge af corona, og derfor ønsker vi også at hjælpe de københavnske hoteller med at beholde flere af deres egne penge, og ikke mindst at de bookinger, der foretages i København, også bidrager til det danske velfærdssamfund,” siger Inge Sommer, CEO i CoolCopenhagen.
Hun forklarer samtidig, at der ved hver booking på de store internationale bookingtjenester, går mellem 17 og 25% af beløbet til provision til bookingtjenesten, og at alle disse penge føres ud af landet, da ingen af tjenesterne har base i Danmark.
Økonomisk bæredygtighed
På CoolCopenhagen er provisionssatsen 10%, der i første omgang skal finansiere opstarten og udbredelsen af konceptet, men som over tid også skal sættes ned til omkring det halve; så hver booking i København kun giver 5% i provision til platformen bag.
“Formålet med denne platform er ikke, at den skal tjene penge til sig selv, men at den skal tjene penge til hotellerne, der har brug for at holde på alle de penge, de kan, efter at have været helt i knæ gennem to år med corona,” siger Inge Sommer.
Ifølge brancheorganisationen Horesta var der i før coronaen, i 2018, lige knap ni millioner overnatninger om året i Region Hovedstaden alene, og der er dermed tale om meget store beløb, der hvert år går direkte fra bookingerne til bookingtjenesterne i udlandet.
“Det er milliarder, der hvert år forsvinder ud af hotellerne og direkte ud af landet. Rigtig mange efterlyser en eller anden form for handling, og det håber vi at give dem med CoolCopenhagen.”
På spørgsmålet om, hvorvidt det er realistisk at få store grupper af de rejsende fra de store bookingtjenester og over på denne nye platform, er Inge Sommer optimistisk.
“Vi henvender os primært til danske kunder, og det er i første omgang de kunder, vi håber at trække ind på CoolCopenhagen. Vi er ikke et enten-eller. Der er tale om en platform, der har fokus på økonomisk bæredygtighed, og det er jeg sikker på, også vil betyde noget for en stor del af de mange rejsende, der kommer til København hvert år.”

