Statsministeren er ude med riven i en markant og mærkværdig kritik af medierne, der ifølge hende spreder usandheder, ganske uden konsekvenser. Det er en skarp anklage mod medierne, hvis opgave det netop er at fortælle sandheden. Men statsministerens kritik er et ekko af hendes egen ageren.
“En ny tendens er jo, at man kan stille sig op og sige ting, som er forkerte, uden der sker noget. Helt omkostningsfrit kan man bare påstå noget om andre mennesker.”
Sådan lyder anklagen fra Mette Frederiksen i sin podcast, “Statsministeren spørger”, hvor hun ironisk nok mest af alt slår et slag for sine egne holdninger og syn på tingene. Den hårde kritik kommer i en tid, hvor der er en rapport fra Minkkomissionen på trapperne, og hvor der derudover er et folketingsvalg under opsejling. Det skal man huske, når landets øverste folkevalgte langer ud efter den presse, hvis opgave det er at stille spørgsmål til magthaverne.
Der er ingen tvivl om, at der kan være et politisk motiv i at miskreditere den mediebranche, hvis opgave det er at grave møgsager frem om blandt andre politikerne og deres partier. Dette gravearbejde og de potentielle møgsager er i offentlighedens interesse at få frem i lyset, så vi kan træffe et så oplyst valg som muligt, når vi står i stemmeboksen.
Derudover skal man bemærke, at Mette Frederiksen ikke kommer med nogle konkrete eksempler på, af hvem eller hvor der er blevet sagt og skrevet forkerte ting, uden der sker noget. Jeg tænker, at hun med sine anklager ikke specifikt hentyder til sin egen beskæftigelsesministers kasten om sig med beskyldninger om trumpisme hos oppositionspolitikere – eller den manglende lovhjemmel ved minkaflivningen.
Hvis Mette Frederiksen ønsker at få sin kritik af medierne taget alvorligt, må hun starte med at konkretisere den.
Hvor har hun oplevet, at man kan stille sig op og sige ting, som er forkerte, uden der sker noget? Hvem har gjort sig skyldige i dette, og hvilke medier har viderebragt det? Har disse “ting” været rettet mod Mette Frederiksen selv, eller er hun ude i et ærinde om at beskytte dem, der ikke selv kan fremsætte deres anklager?
Hentyder hun til Femina eller Berlingske? Twitter eller Netavisen Pio?
Man skulle mene, at det ville være en smal sag for en statsminister at underbygge sine anklager med specifikke eksempler. Uden disse kommer hun i sin podcast til at lyde som et ekko af sine egne anklager; som et medie, der stiller sig op og siger ting, som er forkerte, uden der sker noget.
Statsministerens anklager gør sig således ikke fortjent til at blive taget seriøst. Anklagen er udtryk for en barnlig og forkælet tilgang til offentligheden, medierne og disses retfærdige krav på at få magthaverne i tale; et krav, der i øvrigt bliver mødt med historisk lukkethed fra regeringen selv.
Der er i Mette Frederiksens anklage den grundlæggende fejlslutning at anklage andre for ikke at leve op til de standarder og den moral, hun også selv ser stort på.