Hos kaffeiværksætterne fra ØNSK, er tingene gået stærkt, siden de kastede sig ud i at importere kaffe direkte fra producenterne i Centralamerika i 2017, og drev forretning hjemme ved køkkenbordet. I dag har de fået en millionindsprøjtning fra bl.a. en kapitalfond, men planerne for fremtiden er ikke blevet mindre jordnære af den grund.
“De fleste danskere drikker næsten al deres kaffe på arbejdspladsen, og derfor satsede vi på at komme ind på dette marked. Kaffe er den næstmest værdsatte personalegode i Danmark, efter frokosten, og det er et område, hvor man som virksomhed kan bidrage til den grønne omstilling på en meget let måde, der giver værdi for de ansatte,” siger Andreas Kirk.
Han er sammen med Rasmus Ditlev grundlægger af kaffevirksomheden, ØNSK, der importerer bæredygtig kaffe fra Nicaragua og Peru. Tanken med forretningen er at gøre de bæredygtige koncepter bag kaffe gennemskuelige og samtidig sikre, at kaffen kommer fra forhold, der tilgodeser både natur, miljø og kaffebønderne.
“Når vi køber en pose kaffe i supermarkedet, har den tit været gennem 15 – 20 mellemhandlere, der hver især presser prisen op, og efterlader meget lidt til de mennesker, der dyrker kaffen. Vi ønskede at lave en forretningsform, der kom kaffebønderne til gode, og som samtidig levede op til de koncepter, vi selv vægter højest inden for bæredygtighed,” siger Andreas Kirk.
Håndgribelig bæredygtighed
Et af budskaberne, der går igen, når man Andreas Kirk og Rasmus Ditlev, er ønsket om gennemsigtighed og om at gøre fortællingen omkring kaffen så konkret som muligt for kunderne.
I en tid, hvor stadigt færre mennesker har kontakt til og forståelse for landbruget og naturen, mener man hos ØNSK, at der er brug for virksomheder, der kan forklare vigtigheden af, at vi passer på jorden, hvor maden og kaffen gror.
“I takt med urbaniseringen, tror jeg, det er vigtigt, at vi husker at bevare jordforbindelsen og gøre konceptet omkring bæredygtighed så konkret og håndgribeligt som muligt, også for at det ikke ender som et begreb, vi bare går og kaster om os med, så det mister sin betydning,” siger Andreas Kirk.
Og netop ønsket om at gøre bæredygtigheden forståelig og gennemsigtig, er et springende punkt for ØNSK. Derfor stilles der også krav til kaffebøndernes dyrkningsmetoder, så hele klimaregnskabet kan
gennemgås af alle og enhver.
“Jeg tror, at alle er enormt trætte af alle dem, der slår sig op på at være bæredygtige, men som ikke rigtig er det. Det er jo gift for alle andre, der har det som forretning. Med det store fokus på bæredygtighed er også kommet en higen efter autenticitet,” siger Rasmus Ditlev.
Innovation som mærkesag
ØNSK leverer i dag økologisk og bæredygtig kaffe til mere end 350 virksomheder rundt omkring i landet, og det er da også dette marked, der først og fremmest satses på både i dag og i fremtiden. Og det er der flere grunde til.
“Rigtig mange virksomheder er sprunget med på den grønne omstilling på alle mulige måder, og det skal selvfølgelig også ske indadtil. Derfor kigger mange mod kaffeleverandører som os, da vi kan være en del af den omstilling og den fortælling, mange virksomheder gerne vil have om sig selv,” siger Rasmus Ditlev.
Med det stigende fokus på bæredygtige produkter som f.eks. kaffe på arbejdspladsen, kommer også stor konkurrence. ØNSK er langt fra enegængere på det bæredygtige kaffemarked, og det sætter krav til innovationen.
“Vi bliver aldrig markedsførende på vores område på verdensplan, men vi er som en lille speedbåd på et hav med mange supertankere. Det gør, at vi kan manøvrere hurtigt, finde nye veje at gå, og netop slå mange andre på innovationen,” siger Andreas Kirk.
Han bakkes op af sin co-founder, der ser en markedsfordel for ØNSK i, at de har en ganske kompromisløs tilgang til bæredygtighed, og konstant leder efter nye måder at sætte dette i spil.
“I og med, at vi har den direkte kontakt til mange af producenterne, kan vi også bedre og hurtigere rykke på initiativer omkring alt fra regenerativ kaffe med plantning af træer, uvasket kaffe eller multicrop marker,” siger Rasmus Ditlev.
Innovationen fra vækstlaget, hvor virksomheder som ØNSK bevæger sig, håber man på kontoret på Lundtoftegade på Nørrebro, kan have være en øjenåbner for de helt store kaffekoncerner, der vender langsommere end de små speedbåde.
“Sådan nogle som os, vi presser rigtig meget på for at skubbe endnu mere til de bæredygtige koncepter, og for at give mere tilbage til kaffebønderne. Jeg tror, at de store koncerner bliver nødt til at tage ved lære af sådan nogle som os, for der er ingen tvivl om, at udviklingen går mere i vores retning,” siger Andreas Kirk, og bakkes op ad Rasmus Ditlev.
“Skal man revolutionere et marked som kaffemarkedet, så skal det ske nedefra. Det er en præmis for hele ens forretning i dag, at man tænker bæredygtigheden ét skridt længere.”