Nogle gange skal der en lidelsesberetning til for at vise os alle, hvor afskåret fra den virkelige verden, man rent faktisk kan blive. Tv-værten Lise Rønne har i en artikel på TV2 fortalt om det frygtelige ved at være et “arbejdende menneske”; hvilket for hende er en lidelse, men som for alle andre er en beskrivelse af hverdagen.
“Jeg ved jo godt, hvad der er vigtigt, og jeg ved, jeg ikke vil have travlt. Så det kommer jeg ikke til at få. Det kommer jeg til at holde fast i.”
Sådan fortæller tv-værtinden Lise Rønne i et længere interview med arbejdsgiveren, TV2, og viser os alle sammen, hvor priviligeret og verdensfjern, man i virkeligheden kan være i Danmark. Lise vil nemlig ikke have travlt, og sådan er det bare. Samtidig vil hun også have masser af leg og “sjov og ballade” i sit arbejde, der dog endelig ikke må få hende til at føle sig som et såkaldt “arbejdende menneske.”
Dette kan måske virke absurd på dig, der læser dette, især når du tænker på din egen arbejdsdag. Du er sikkert, ligesom jeg, et af disse stakkels arbejdende mennesker, der må finde sig i travlhed og i at ikke alt i hverdagen kan være sjov og ballade.
Den foragtede almindelighed
Mødet med Lise Rønnes lidelsesberetning er en øjenåbner for, hvor meget man i virkeligheden kan håne den helt almindelige arbejdende dansker, der får en hel karriere fra hånden, uden nødvendigvis at føle for jobbet hver eneste dag, og utvivlsomt har mange perioder med travlhed og uden ret meget sjov og ballade.
Beskrivelsen af hverdagen som redaktør på Gyldendal vil for rigtig mange mennesker ligne et spejl af deres egen hverdag. Men måske er det også meget godt som relativt almindeligt arbejdende menneske at blive mindet om, at det, man uden de store kvababbelser gennemgår i hverdagen, er et uoverskueligt Tour de France-bjerg for andre.
Det er svært at læse artiklen fra TV2 uden fornemmelsen af, at hovedpersonen dybest set ikke har den fjernelse anelse om, hvordan almindelige menneskers liv og arbejdsdag ser ud. At vi her møder et medlem af den italesættende klasse, der gerne vil delagtiggøre os alle sammen i en livslektie, vi har lært for årtier siden. Samtidig fornemmer man hos Lise Rønne en stræben efter den sagnomspundne “simplere tid”, hvor verdens vægt var fjerlet, og hvor ingen havde et reelt arbejdsansvar efter kl 16.
Som forhenværende fabriksarbejder kan jeg dog betrygge Lise Rønne med, at selv en fabriksarbejder kan “tage arbejdet med sig hjem”, og at det ved gud er de færreste forundt at have en hverdag, hvor alt efter fyraften udelukkende handler om familiehygge og venindesnak.
At insinuere andet er nærmest at betragte som en hån med de mennesker, der uden sjov og ballade knokler for at få samfundet, virksomhederne og tv-stationerne til at løbe rundt.
Naturligvis har hun ret i, at det er op til det enkelte menneske at sige stop, hvis noget går os stærkt imod, men man må også spørge sig, om en så priviligeret og virkelighedsfjern person er det rette til at påpege dette faktum, der har været dagens tema i interview-programmer på tv hveranden dag de seneste tyve år.
Når enden er god
Jeg tror, at Lise Rønne skal prise sig særdeles lykkelig for at have brugt de seneste 20 år i tv-branchen, hvor det der med at have en reel kontakt med verden udenfor, ikke lader til at være en del af jobbeskrivelsen.
For jeg har svært ved at se hende få et job noget andet sted, hvis det som en del af jobansøgninger eller jobsamtalen skulle komme frem, at hun nægter at have travlt, nægter at åbne sin computer efter kl. 16, og i det hele taget værgrer sig mod at blive et arbejdende menneske.
Uden at have besøgt samtlige arbejdspladser i landet, vil jeg gætte på, at alle disse krav vil være gode grunde til at give jobbet til en anden og mindre verdensfjern person. Ganske vist anderkeder hun i artiklen på TV2, at det for alle andre er en normal tilstand at have travlt, lytte til podcast på vej på arbejde og i det hele taget udføre sit arbejde. Men Lise Rønne “var et sted, hvor jeg hele tiden skulle forholde mig til, hvordan jeg kunne nå det hele,” og så blev drømmejobbet på Gyldendal vejet og fundet for let.
Dog var det ikke værre, end at der stod et nyt drømmejob klar til hende på TV2, hvor hun er blevet vært på programmet “Forræder”, hvor man må formode, at der hverken er travlt eller krav om at forholde sig til at nå det hele.