Et nyt år er gået i gang, og allerede nu er der fuld gang i stort og småt, der kan spille ind på de danske SMV’ers hverdag og forretning. Her er de fem af de ting, jeg vil kigge mest efter i det år, der ligger forude.
Der ligger nu et helt nyt og venter foran os alle sammen, og den slags er jo altid en god anledning til at støve den gamle krystalkugle af og se på, hvad der mon bliver det kommende års store temaer.
Men selvom om gamle dage viger for nye, så gentager meget sig, og flere af de ting, som bliver store temaer for de danske SMV’er i 2025, har deres rod i det nu hedengangne 2024 – og også længere tilbage, for den sags skyld.
Cyberkriminalitet
Hackere og andre cyberkriminelle har været et stort tema for de danske SMV’er og her på Marketconnect det seneste år – og faktisk siden cyberkrigen for alvor tog fart i kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine.
Det har bragt de danske virksomheder meget tættere på frontlinjen, og mange har måttet erfare, at de – uden at ville det og uden helt at vide hvorfor – er blevet oplagte mål for alverdens hackere. Disse angribere forsøger enten at stjæle data og penge, nogle forsøger at skaffe sig adgang til den kritiske infrastruktur, og andre ønsker blot at ødelægge, hvad de kan få adgang til.
Antallet og omfanget af angrebene er blevet mere alvorligt, og som en ekstra udfordring på det i forvejen usikre grundlag kommer det faktum, at danske SMV’er generelt ikke er godt nok rustet til at håndtere truslen.
De mangler indsigt, ressourcer og medarbejdere til at beskytte sig optimalt mod de angreb, der efterhånden kan gemme sig i næsten hver eneste e-mail.
AI-ficiering
AI er i løbet af det seneste år stormet ind i mange danske virksomheder – både store og små – og de nye teknologier vinder stadig mere indpas. De effektiviserer, øger produktiviteten og overtager mange af de opgaver, som de fleste af os helst er fri for i dagligdagen.
Der er ingen vej udenom AI, og er din branche endnu ikke blevet AI-ficeret, så sker det sandsynligvis snart. Dette har fået mange til at frygte for deres job – ikke mindst i min egen branche. Og ret beset er sagen da også, at hvis dit arbejde primært er mekanisk og gentagelsespræget, så er der en reel risiko for, at en robot kan overtage det.
Men AI rummer også et enormt potentiale, og jeg tror ikke, at det vil gøre særligt mange ansatte overflødige. Tværtimod forventer jeg, at den øgede effektivitet og produktivitet vil føre til mange afledte effekter, herunder skabelsen af nye arbejdspladser – dog inden for områder, der måske adskiller sig fra dem, vi kender i dag.
Donald Trump
Ja, han skulle jo snige sig ind her også. Egentlig tænkte jeg, at han ikke skulle med, men den kommende amerikanske præsident har så stor gennemslagskraft, at jeg tror, hans handlinger også vil kunne mærkes i de almindelige danske SMV’er.
I skrivende stund er dagens store emne Grønland, som Trump gerne vil købe, og hvor han truer med høje tariffer, hvis Danmark ikke makker ret. Uanset om han får held eller ej med køb, tariffer eller begge dele, er Trump en så ukontrollerbar elefant i glasbutikken, at vi alle er nødt til at forholde os til ham – om vi orker det eller ej.
Man skal huske, at selvom han nok har større fokus på at få kineserne til at makke ret end os, så skal han også levere på sine ord og ønsker. For en mand som Trump ser det ikke godt ud, hvis han ikke kan sætte dagsordenen over for et lilleputland som Danmark. Netop derfor kan hans luner få store konsekvenser herhjemme.
Og nej, den gennemsnitlige danske SMV eksporterer ikke for milliarder til USA, men de arbejder på den ene eller anden måde ofte sammen med virksomheder, der gør – eller bliver påvirket af de konsekvenser, som forhøjede tariffer kan skabe.
Bureaukratiet
Vi har mange gange hørt vores politikere og brancheorganisationer sige, at Danmark skal være verdens bedste land at drive virksomhed i – og i den formulering ligger også erkendelsen af, at vi ikke er det i dag.
Faktisk er vi et land, hvor der kommer stadigt færre iværksættere og færre nystartede virksomheder. Det skyldes ikke mindst det bjerg af bureaukrati, dokumentation, tåbelige regler og generelt formynderi, som vi som nation måske faktisk er verdensmestre i.
Mange virksomheder bruger i dag alt for meget tid på at sikre sig, at de følger alle regler til punkt og prikke – tid, der kunne være brugt på at drive og vækste virksomheden i stedet. Det er en efterhånden gammel skåltale i Danmark, at der skal gøres noget ved bureaukratiet – og det er en ligeså gammel sandhed, at det næsten aldrig bliver til noget.
Jeg er derfor pessimistisk omkring, om 2025 bliver året, hvor bureaukratiet for almindelige danske virksomheder bliver mærkbart mindre. Men man har da trods alt stadig lov til at håbe.
Tyveknægte
2024 blev året, hvor butikstyvene igen havde mere travlt end nogensinde før. Det anslås, at der blev anmeldt mere end 28.000 butikstyverier sidste år – endnu en rekord i rækken.
Indtil nu har den politiske opmærksomhed på området været meget begrænset. Ja, Peter Hummelgaard har lagt op til højere bødestraf for butikstyveri og hæleri, men for at det skal nytte noget, skal der også gøres en reel indsats for at fange og dømme tyveknægtene – og det er langt fra virkeligheden i dag.
Derfor bliver det interessant at følge, om der endelig vil ske noget på denne front i 2025 – noget, som branchen og dens organisationer længe har råbt vagt i gevær om, men indtil nu for døve ører.