Mængden af kasserede elektronikprodukter er enorm, men nu skal to nye selskaber, etableret af Elretur, Stena Recycling og HJHansen Recycling Group sikre, at en langt større del af danskernes kasserede elektronik genbruges.
Du har sikkert selv smidt massevis af elektronik ud gennem årene. Gamle telefoner og computere, fjernsyn, videomaskiner, cd-afspillere og alt muligt andet. De fleste af os skænker ikke disse ting en tanke, når først der er smidt ud – men nu vil to nye selskaber gøre sit til. at langt mere gammelt elektronik får et nyt liv.
De to nye selskaber er; Loop Electronic A/S, der etableres af Elretur og Stena Recycling A/S, samt Electronic Reuse & Recycling A/S, der etableres af Elretur og HJHansen Recycling Group.
Når du i dag smider et vaskemaskine eller en laptop på genbrugspladsen, bliver næsten alle materialerne genanvendt til at lave nye produkter. Men forinden bør flest mulige varer genbruges, så varen genopstår i samme form og funktion som tidligere.
Bedre for klimaet
FtG-initiativet (Forberedelse til Genbrug) skal sikre, at danske produkter opnår forlængede livscyklusser. Formålet med de to nye anlæg er nemlig at sikre stordrift med hensyn til identifikation og udsortering, så en langt større del af danskernes kasserede elektronik kan forlade affaldsstrømmen og komme tilbage på markedet efter reparation og rengøring – og med minimum seks måneders garanti og to års returret.
Virksomhederne bag de to nye selskaber har en klar plan; at bruge deres samlede kompetencer til at påtage sig yderligere samfundsansvar for de elektriske og elektroniske produkters klima- og miljøpåvirkning.
”Dette er ikke et ansvar, som vi er blevet pålagt. Det er en opgave, vi påtager os, fordi det er det rigtige at gøre og fordi, vi kan se, at vi kan komme et skridt nærmere den cirkulære økonomis kerne ved at forlænge levetiden på produkterne,” siger Morten Harboe-Jepsen, direktør i Elretur.
Alt dette bliver muligt med de to ”First Treatment-anlæg”, der er Danmarks første af sin art, og som understøtter Danmarks ambitioner om en stærk cirkulær økonomi samt FN’s verdensmål 12 om ansvarligt forbrug og produktion.
Adm. direktør i HJHansen Recycling Group, Mogens Bach Christensen ser frem til at etablere ”First Treatment” anlægget i samarbejde med Elretur.
”Vi vil sætte fokus på – og fart i genbrugsprocessen. Og det er en nødvendighed, at mere genbruges, så Danmarks klimaaftryk mindskes. Genbrug af kasseret elektronikudstyr kan give store besparelser på CO2-udslippet. Primært fordi der spares værdifulde og meget energikrævende ressourcer i produktionen af nye anlæg. Med de nye FtG-anlæg får vi i Danmark en unik mulighed for at øge- og forbedre mængden af kasserede produkter, der kan genbruges.”