Trendforsker, forfatter og kommunikationsekspert Julia Lahme har drevet sit eget kommunikationsbureau i mere end tolv år. I dag ser hun tilbage på det at springe ud som selvstændig, stole på sig selv og altid arbejde hårdt for sin drøm.
Julia Lahme havde været vidt omkring i sin karriere allerede inden hun blev selvstændig. Tre år som international PR ansvarlig ved Bestseller blev afløst af tre år som chefredaktør på Cosmopolitan Magazine, inden hun i 2010 startede Lahme Kommunikation, og satsede på en tilværelse som selvstændig.
Og skal man have succes som selvstændig, så kræver det ikke mindst, at man aldrig mister troen på sit projekt, og hele vejen igennem er tro mod sig selv.
Det er din ide – tro på den
For mig har noget af det vigtigste altid været at stole på min mavefornemmelse i det, jeg har kastet mig ud i. Det er en kliché, men det er rigtigt. Stoler man ikke på sin egen mavefornemmelse, så tror jeg, at man for let bliver ledt på afveje af andre mennesker meninger, hvor velmenende de end kan være.
Jeg ville have det skidt med at blive for fin til at tage del i det kreative og producerende
Julia Lahme
Jeg startede min forretning på en instinktiv fornemmelse af, at jeg kunne give markedet noget, som ingen andre gav det. Den slags er der gode grunde til, at du er den første der ser, og spørger man andre til råds i den situation, så vil de typisk ikke kunne se det, du kan se. Og det kan være farligt for ideen, for så kan man selv komme til at tvivle på sig selv.
Som mennesker vil vi gerne svare dem, der beder om vores mening, men det er ikke altid, man kan bruge andres mening til ret meget. Og det gælder sådan set også fra projekt til projekt. Stol på dig selv og din ide.
Find de rigtige mennesker
Nu kan det selvfølgelig lyde som en modsætning til det, jeg lige har sagt, men det er virkelig vigtigt, at man formår og tør omgive sig med de helt rigtige rådgivere inden for alle de ting, man ikke selv kan finde ud af. Her tænker jeg især på de basale ting som banken, revisoren og advokaten. Det skal være dygtige mennesker, der vil dig det bedste. Det er så frustrerende, når man kæmper for at få sine ideer og projekter ud i verden, at man skal bekymre sig om formalia.
Nej, find nogle dygtige mennesker, der kan den slags, så du kan koncentrere dig om at være kreativ. Det er virkelig det værste sted, man kan spare. Tro mig, jeg har lært det undervejs i min karriere, og det er det vigtigste sted at bruge penge.
Som iværksætter skal du bruge al din energi på at få forretningen til at køre, ikke på alt muligt andet, der kun tager din tid.
Fjern dig ikke fra forretningen
Jeg vil aldrig fjerne mig fra min forretning, og med det mener jeg, at jeg ikke vil fjerne mig fra den kreative og producerende del af min forretning. Det er jo det, jeg er god til og som jeg elsker. Men der er tit en tendens til, at når man bliver leder, så bliver man mere administrator og leder af sin virksomhed, og det er min erfaring, at skal virksomheden forblive sund, så skal man selv fingrene nede i dejen.
Jeg ville have det skidt med at blive for fin til at tage del i det kreative og producerende, for det er også der, man bliver bedre og klogere i det daglige. Man holder fingeren på pulsen. Det er ikke sjovt at sidde og administrere, og det var jo heller ikke det, jeg gerne ville, da jeg startede min virksomhed.
Som selvstændig vil jeg mene, at man skal blive ved med at gøre det, man selv er god til og har det sjovt med, og så bruge sine penge på at ansætte de rigtige mennesker til det, man ikke selv er god til.

