I starten af 2025 træder 35-årige Jonas Lilleskov Nielsen både ind i nye arbejdsomgivelser på Amager og ind i den øverste ledelse af Bellagroup som kommerciel direktør for Bella Center Copenhagen og Bella Arena.
Med en stærk baggrund inden for salg, strategisk ledelse og forretningsudvikling indtræder Jonas Lilleskov Nielsen pr. 1. januar som ny kommerciel direktør for Bella Center Copenhagen og Bella Arena. Jonas kommer fra en stilling som Managing Director for foodtech-virksomheden Selecta i Danmark og Norge.
Han skal stå i spidsen for det strategiske salgsarbejde, som spænder over et bredt portfolio lige fra langstrakte indsatser om at tiltrække store, internationale kongresser i samspil med bl.a. Wonderful Copenhagen til at sikre, at Bella Center står som førstevalget for både nationale og internationale virksomhedskunder.
“Jeg ser frem til at tage del i Bellagroups spændende udviklingsrejse, hvor det handler om at løfte et allerede stærkt fundament til næste niveau. Min erfaring fra internationale såvel som nationale markeder gør mig rustet til at sikre, at vi både kan tiltrække de helt store kongresser, og samtidig skabe attraktive tilbud til virksomhedskunder i alle størrelser. Jeg glæder mig til at sætte mit præg på de mange muligheder, Bella kan tilbyde vores kunder, og ikke mindst til at blive en del af Danmarks vel nok mest erfarne team på området. Dem skal jeg lære en hel masse af.”
CEO i Bellagroup, Christian Folden Lund, ser frem til samarbejdet med Jonas og udtaler:
“Med Jonas Lilleskov Nielsen om bord får vi en kommerciel direktør, der bringer både stor energi og dokumenteret forandringskraft til vores organisation. Jonas har en stærk kundeforankret tilgang, som er afgørende for, at endnu flere virksomheder får øjnene op for de unikke muligheder, Bella Center Copenhagen og Bella Arena tilbyder. Hans erfaring med at lede mange forskellige salgsteams gennem transformationer og vækst både internationalt og nationalt bliver en værdifuld styrke.”