Over halvdelen af danskerne forventer at shoppe i anledning af Black Friday, viser en ny undersøgelse, men samtidig advarer udbringsningstjeneste mod svindlernes mange tricks.
De gode tilbud står i kø, og der er sikkert også mange af os, der ser vores snit til at købe årets julegaver, når der nu er penge at spare.
Black Friday står for døren, og ifølge en undersøgelse foretaget af YouGov for Gjensidige og Sparekassen Kronjylland, planlægger hver anden dansker at gøre brug af forbrugsfesten i år. Undersøgelsen konkluderer dog også, at hver femte dansker har oplevet af blive udsat for svindel i onlinehandel.
”Antallet af svindelsager er steget voldsomt det seneste år. I Sparekassen Kronjylland oplever vi, at der er foretaget mere end 50 procent flere kortindsigelser i årets første 10 måneder i forhold til samme periode sidste år. Stigningen giver et tydeligt billede af bekymrende stor svindelaktivitet i år”, siger fagchef for betalingskort i Sparekassen Kronjylland, Jan Mågård.
Tænk dig godt om
Men med de mange tilbud, følger også mange svindlere, der lurer i mange af internettets kroge. Der laves både falske hjemmeside, falske tilbud, ligesom mange sikkert har oplevet at få mistænkelige mails og SMS’er fra både netbutikker og udbringningstjenester.
Det kender Rasmus Ferdinandsen, sikkerhedschef hos Bring, alt til.
“Svindlerne er både motiverede og dygtige til at manipulere. De bliver mere og mere kreative, og hvis du ikke er opmærksom, kan du nemt blive snydt. Men vi sender aldrig SMS’er eller mails med links til sider, hvor modtageren skal indtaste betalingsoplysninger. Et godt tip er at downloade vores app, så ved man altid om der er en pakke på vej og al kommunikation vedrørende dine pakker vil ske via appen,” siger han.
Den tiltagende svindel giver anledning til, at man som forbruger sætter sig godt ind i, hvor man gør sine handler online, samt hvad man skal gøre, hvis man oplever at blive udsat for svindel. Sådan lyder det fra skadedirektør i Gjensidige, Lene Rasmussen.
”Min klare opfordring er, at man grundigt undersøger, om de websider, man handler på til Black Friday, er troværdige. Er det ikke en webshop, man kender på forhånd, kan man for eksempel læse andres erfaringer med den på Trustpilot, ligesom man bør kontrollere webshoppens adresse.”
Bliver man først udsat for svindel, skal man straks kontakte sin bank, og ikke sit forsikringsselskab, lyder hendes opfordring:
“På den måde kan processen med at forsøge at få pengene tilbage begynde hurtigst muligt.”