Jill Trolle: Sygeplejerskerne har brug for politisk ærlighed og handling – ikke flere tomme løfter

Der skal være folketingsvalg inden for det kommende år, og inden valgflæsket for alvor bliver bragt til bordet, har vi taget en rundspørge hos forskellige aktører i dansk erhvervsliv og spurgt, hvad de ønsker sig af politikerne til det kommende valg. Denne gang; Jill Trolle, indehaver af den private sygeplejevirksomhed, Trolle Care.

Sygeplejen, ældreplejen, omsorgen for de samfundets svageste er altid et aktuelt emne at debattere, også i disse tider. For mens antallet af varme hænder i velfærdssektoren rasler ned, så stiger antallet af mennesker, der har brug for omsorg og pleje af den ene eller anden slags. Der kommer flere ældre og færre hjemmehjælpere. Der kommer mere administration, men færre til at administrere.

Nu banker folketingsvalget snart på døren, og vi har spurgt den private sygeplejerske, Jill Trolle, hvad hun håber, at politikerne vil fokusere på under det kommende valg.

Prøv med ærlighed

Jeg håber virkelig, at vi ved dette valg vil opleve politikere fra begge fløje, der taler ærligt og åbent om problemerne, og for en gangs skyld ikke bare lover milliarder og guld og grønne skove til højre og venstre, og dermed presser kommuner og regioner i bund. For vælgerne begynder at forstå, at det ikke kommer til at ske, og at problemerne i morgen er nøjagtigt de samme, som de var i dag. Men det er kommunerne, der kommer til at stå med sorteper, og borgerne der ikke bliver hørt og dermed heller ikke bliver henvist til alternativer.

Den ærlighed, jeg håber på, indebærer også, at man værdsætter og anerkender alle, der hver dag gør en indsats inden for sundheds- og ældreplejen, også de private aktører. Jeg synes, det er så ærgerligt, at vi private aktører altid skal italesættes som den onde tvilling til det offentlige, for vi spiller en vigtig rolle, og i kommuner over hele landet har vi et super godt samarbejde om et hav af opgaver.

Samtidig, så synes jeg også, at det er synd for kommunerne og alle deres fantastiske ansatte, at de sikkert nu igen skal loves det ene og det andet, som de får svært ved at løfte. Ikke fordi de mangler vilje eller for den sags skyld økonomi til det, men fordi de ikke har mandskabet til at indfri de forblommede og helt urealistiske løfter, som politikerne kommer med på deres vegne. Derfor mener jeg også, at det langt om længe ville være på sin plads med politisk ærlighed, og for en gangs skyld komme med realistiske løfter, og ikke flere luftkasteller.

Faget skal tales op

Den kommende regering bliver nødt til at gøre noget ved optaget af nye studerende på sygeplejerskeuddannelsen. Det rasler ned og har gjort det længe, og det er en katastrofe for hele vores samfund.

Jeg kan godt forstå de unge, der vælger vores fag fra i dag. For når man hører vores fagforbund og politikere udtale sig, så er det altid én lang klagesang om urimelige arbejdsforhold og dårlig løn. En klagesang, jeg mener, er helt hen i vejret.

Hvad angår optaget på sygeplejerskeuddannelserne, så har den kommende regering en enormt stor og vigtig opgave i at vende udviklingen og sørge for, at vi får gjort de unge opmærksomme på, hvor fantastisk en uddannelse, det er at være sygeplejerske er. Der er så mange muligheder i form af ansvar, udvikling, efteruddannelse og, ja, muligheden for en international karriere, hvis man drømmer om det. Der er ikke en plet på jordkloden, hvor man ikke kan bruge sygeplejersker.

Men at bede et ungt menneske på 21 år om at se fire år frem til efter endt uddannelse, det er at frarøve dem en meget værdifuld og fantastisk uddannelse. For det første kan meget ændre sig på fire år, men jo flere man får skræmt væk, jo færre er der tilbage, og det er mildt sagt en pænt trist spiral, vi er end i. Lad nu være med at skræmme de unge væk – lad dem danne deres eget indtryk

Til syvende og sidst, så er det en halv håndfuld ministres fornemmeste opgave at sørge for, at hele velfærdssystemet fungerer. Og som tiderne er nu, så er der behov for at man legaliserer det private omsorgsmarked og byder os med ind til bordet, så vi sammen kan løfte og løse opgaven og måske få redefineret, hvem der er opgaveansvarlig.

Men det kræver både mod og et opgør med beton-ideologier. Det er mit håb, at der snart har været tilstrækkeligt med skrækhistorier til at man tager tyrene ved hornene og åbner for den ærlige velfærdsdebat.

Mere egenbetaling

Som sagt, så kan vi ikke løse alle velfærdssektorens problemer med nogle ekstra millarder og andre nemme løsninger. Men jeg synes, at ét sted at sætte ind, det er at åbne for mere egenbetaling på visse områder – vel at mærke for dem, der har rigeligt råd til det.

Har du millioner på kontoen, så må du selv betale for at få hjemmeplejen forbi for at støvsuge eller for at dosere din medicin, eller hvad det nu kan være. Men du skal selv kunne bestemme, hvem der skal komme. Lad pengene følge borgerne, og så lad os droppe det formynderiske udbudssystem, når det blot handler om tilskud. Vores samfund er i en situation, hvor vi, hvis vi vil have mere, også selv må lægge lidt til.

Jeg ved godt, at det er et betændt emne, og at vi alle sammen i forvejen betaler en høj skat. Men vi står i en situation, hvor kommunerne er ekstremt pressede, og der kan det private overtage nogle opgaver, men det vil koste lidt ekstra.

Jeg synes, vi skylder dem, der har det rigtig svært at åbne for den debat. For måske skal du som ung mand med en god løn selv betale for din efterbehandling eller genoptræningen af din brækkede arm, når du er udskrevet.

Så længe vi har politikere, der ikke tør tage den debat, så bliver valgkampen krydret godt op med overbud, og fløde til ørene, men uden fakta og realisme. Og tør vi ikke tænke i alternativer til vores 100% skattefinanceret velfærd, så fortsætter en urealistisk fordelingsnøgle, hvor mange får for lidt, istedet for at lade dem der kan betale lidt selv, gøre det, så der er lidt mere til dem som ikke kan. Selvbetalingen skal ikke ned i et stort skattehul, men være synligt så man ved hvad man betaler for.

For mig at se, er det et spørgsmål om at tage ansvar for sig selv, men ud fra ret og rimelige betingelser.