En kioskrazzia i København afslørede omfattende snyd med ulovlige nikotinprodukter, hvilket viser vigtigheden af myndigheders kontrol for at beskytte børn og unge, mener Jens Andersen, stifter og administrerende direktør i GEjSER.
For nyligt afslørede en omfattende aktion mod københavnske kiosker, at der fra disse sælges ulovlige varer som nikotinprodukter, e-cigaretter, puff bars og tobak uden afgifter eller godkendelse til salg i Danmark.
Spørger man Jens Andersen, stifter og administrerende direktør i GEjSER, viser razziaerne med al tydelighed, at lovgivningen på området ikke har haft den ønskede effekt. For at beskytte børn og unge, er lovgivningen på tobaks- og nikotinområdet siden 2020, løbende blevet skærpet massivt, på baggrund af forskellige handle- og forebyggelsesplaner.
“Erfaringerne viser, at forbud og høje afgifter blot skubber forbruget over i de kriminelles hænder, hvor der hverken er alderskontrol eller kvalitetskontrol. Skal man genvinde kontrollen med markedet og beskytte forbrugerne – særligt de unge – er løsningen ikke flere restriktioner, men derimod en mere målrettet regulering,” siger han.
Han mener videre, at man ved at rulle de mest skadelige forbud tilbage og holde salget af e-cigaretter i specialforretninger, og således sikre ansvarlig vejledning, overholdelse af aldersgrænser og en markant reduktion af det illegale marked.
Konsekvens for de forkerte
Razzian mod i alt 22 københavnske kiosker afslørede, at blot én kiosk overholdt reglerne, mens de øvrige 21 havde ulovlige forhold. I 18 af dem blev der fundet store mængder ulovlige nikotinprodukter, e-cigaretter, puff bars og tobak – enten uden korrekt afgift eller i strid med lovgivningen. Varerne var skjult i sokler, mellem pakkepost, bag skabe og endda i tomme chokoladeæsker.
Ifølge Jens Andersen advarede GEjSER og flere andre aktører på markedet om, at forbud og høje afgifter kunne skabe et illegalt marked, hvilket ikke ville beskytte de unge forbrugere, men kaste dem i armene på kriminelle.
“Smagsforbud, tårnhøje afgifter og de ekstreme stramninger, som vi er blevet pålagt de senere år, har jo tilsyneladende kun haft konsekvenser for os – de lovlige aktører. De kriminelle er jo fuldstændig ligeglade med love og regler, og nu har Sundhedsstyrelsen endda dokumenteret, at lovgivningen ikke bare har fejlet, men at den faktisk har haft modsat effekt,” siger han.
Sundhedsstyrelsens rapport Danskernes Rygevaner 2024, viser at de gode intentioner om at beskytte børn og unge ikke har haft den ønskede effekt. Andelen af unge, der bruger ulovlig frugtsmag, er steget fra 67 procent i 2020 til 82 procent i dag, mens brugen af e-cigaretter er steget markant – fra 4 procent i 2020 til 12 procent i dag – siden smagsforbud og afgifter blev indført.
Selvom Jens Andersen værdsætter, at myndighederne skrider ind over for dem, der sælger ulovlige produkter, mener han samtidig også, at razziaens fund viser et behov for at gøre tingene anderledes.
“Hvis man virkelig vil beskytte de unge, skal man sikre, at de ikke har adgang til produkterne – og det gør man bedst gennem myndighedskontrol og ansvarlige salgskanaler.”