Tilliden i det danske samfund er under pres, hvor kontrol og bureaukrati truer vores fundament. Stigende mistillid mellem borgere og myndigheder fører til flere byrder for virksomheder, skriver Jakob Brandt er administrerende direktør i SMVdanmark, der håber på mindre kontrol og mere tillid i fremtiden.
”Tillid er godt, men kontrol er bedre.”
Det citat tilskrives Lenin og er for mig et godt billede på, hvorfor kommunistiske systemer som det sovjetiske bryder sammen. For et samfund bygget på mistillid og kontrol står på et skrøbeligt fundament uden intern sammenhængskraft. Det vil uundgåeligt krakelere over tid.
Vores danske samfund er heldigvis skabt på den helt omvendte logik. Vi har tillid til hinanden. I byerne lader vi vores småbørn sove ubevogtet i barnevogne. På landet står ubemandede boder med jordbær og kartofler med en forventning om, at køberen selvfølgelig betaler for det, han tager i boden. Smukke eksempler på hvordan et samfund bygget på tillid kan se ud, og som kan gøre mig uendeligt stolt af at være dansker.
Derfor er jeg også bekymret over, at jeg lige nu oplever, at vores tillidsbaserede fundament er under pres.
Mindre bureaukrati og færre byrder
Vi har i mange år hørt, at befolkningens tillid til politikerne kan ligge på et lille – og stadig mindre – sted. Det samme gælder befolknings tillid til embedsværket og myndigheder. På mange måder trist.
Jeg synes samtidig, at jeg nu ser tegn på, at systemet i stigende grad gengælder denne mistillid. Jeg hører fra vores medlemmer om en tiltagende oplevelse af at blive mødt med en nidkær kontrollerende tilgang fra det offentlige. At man bliver mødt med en forventning om, at man snyder – og at det offentliges opgave derfor er at afsløre dem. Ikke hjælpe dem og understøtte dem.
Det seneste eksempel på dette har været Erhvervsstyrelsens genåbning af tusindvis af ellers afsluttede sager om coronakompesation. Her bliver mange små virksomheder, der led så meget under pandemien, nu igen trukket gennem sølet. Selvfølgelig skal vi gøre, hvad vi kan, for at komme efter dem, der bevidst har snydt for store millionbeløb.
Men i sagerne om coronakompensation synes intet for småt. Kontrollen bliver dyrere end det beløb, det potentielt kan hentes hjem. Det virker mig som om, at kontrollen bliver et mål i sig selv.
Vi skal væk fra mistillidens og kontrollens glidebane. Sådan skal vores danske samfund ikke være. Her er en vigtig del af løsningen er, at vi får nedbragt den mængde af administrative byrder, som virksomhederne pålægges. Virksomhederne farer ganske enkelt vildt i den jungle af regler, rapporteringer, bøvl og bureaukrati, vi har skabt. Systemet svarer så igen med mere kontrol. Det er skruen uden ende.
Jeg vil insistere på, at et samfund bygget på tillid er bedre end et samfund bygget på kontrol. Vi skal have mindre bureaukrati, færre byrder, mindre kontrol.
Vi skal have mere tillid til, at vores små erhvervsdrivende går på arbejde hver dag for at gøre samfundskagen større. Ikke for at snyde sig til det største stykke.
Jakob Brandt er administrerende direktør i SMVdanmark.