Skal den næste generation af talenter have en god start på arbejdslivet, kræver det, at der er virksomheder, der er klar til at tage dem ind som lærlinge, praktikanter og meget andet, mener flere af branchens egne aktører.
Man tænker måske ikke over det, når man ser VVS-bilen komme kørende i trafikken, men der kan være meget forskellige jobmuligheder i en installatørvirksomhed, og alle disse jobfunktioner er vigtige for virksomhederne, og er med til at drive dem frem, skabe vækst og endnu flere jobmuligheder.
Èn af disse virksomheder er VS Automatic fra Horsens, der sidste år kunne bryste sig af, at hver fjerde ansatte i virksomheden var lærling. Men også når det kommer til praktikanter, er østjyderne villige til at tage unge talenter ind.
Ida Viborg Lindskrog og Camilla Søndergaard Andersen læser til henholdsvis multimediedesigner og markedsføringsøkonom og er i gang med deres afsluttende semester, og så er de i praktik hos VS Automatic.
”For mig var det altafgørende, at metoden til at dygtiggøre sig som multimediedesigner er learning-by-doing, og fagbøger og litteratur fylder kun en lille del af uddannelsen,” siger Ida Viborg Lindskrog, der har sit arbejde i virksomhedens marketingafdeling, der har eksisteret i 5 år, og i den tid har der været over 20 praktikanter inden for bl.a. digital markedsføring, multimediedesign og e-handel.
For CMO Tim Reihana Hjortshøj er det vigtigt at investere tid og ressourcer i praktikanterne, sådan at forløbet giver dem blod på tanden til at komme ud i erhvervslivet efterfølgende.
”Vi vil hellere gøre dem til specialister inden for bestemte områder, frem for generalister der kun har skummet overfladen på mange områder. Det sikrer, at de får en god start på erhvervslivet. Selvom de stadig er grønne, så har de praktiske værktøjer og erfaringer med i rygsækken. Det kan de bidrage med på en fremtidig arbejdsplads,” siger hun.
Flere kvindelige lærlinge
Også hos Wicotec Kirkebjerg, en større dansk installationskoncern, har man sat sig for at blive attraktiv for lærlinge, og man har besluttet at arbejde mere fokuseret med diversitet og inklusion.
Det har givet pote, og i dag har man i virksomheden i alt 12 kvindelige lærlinge, svarende til 15 procent af det samlede antal lærlinge. For halvandet år siden var tallet et rundt 0.
Emilie Rath, teamleder og ansvarlig for lærlinge i koncernen, har selv en fortid som Formel 1-mekaniker, hvilket hun mener, har været gode erfaringer at trække på.
“Vi har formået at skabe en følelse af tryghed omkring, at Wicotec Kirkebjerg-koncernen er et inkluderende sted. Derfor bruger jeg gerne mig selv og mine egne erfaringer fra min tid som mekaniker til at starte samtaler,” siger hun til DI Business.
Hun fortæller samtidig, at det at tiltrække langt flere unge kvindelige lærlinge, i et arbejdsmiljø, der traditionelt har været stærkt domineret af mænd, kræver også en ny kultur på arbejdspladsen.
Derfor har man ifølge HR Chef, Malene Reese-Madsen, også indført en 0-tolerance politik, der skal sikre, at ingen møder en grænseoverskridende adfærd på arbejdet.
“Denne politik er ikke blot et støvet dokument gemt væk på et drev. Det er et praktisk værktøj, der bor på skrivebordet, og hvor jeg jævnligt besøger den sammen med kolleger og holder dagligdagssituationer op imod den,” siger hun til DI Business.