Diversitet, kønsfordeling og hvidhed er gennem de senere år blevet et stadigt større emne, når vi taler om erhvervslivet og samfundet generelt. Mange ønsker en gennemgribende forandring, men hvor mange vil give køb på deres egen position i bestræbelserne?
I morges blev der i Mandag Morgen publiceret en interessant kronik fra Christian Bason, tidl. adm. direktør i Dansk Design Center, og siden grundlægger af Transition Collective.
I kronikken fortæller Bason om diverse oplevelser med rene mandepaneler og “selvbestaltede mandeklubber” til debatter, når han har været til konferencer og lignende rundt omkring i verden, og fortæller i samme ombæring, at han fremover vil sige fra overfor disse mandedebatter.
Kronikken tapper dermed ind i et tema, der er mere aktuelt end nogensinde; ønsket om mere diversitet, mindre konformitet, og ikke mindst færre midaldrende, hvide mænd i samfundets top.
Fra scenen eller salen
Debatten om denne tematik kan til tider have et skær af selvhævdelse, hvori man gennem alle andres dårlige prioriteter og manglende blik for diversitet, kan vise sig selv fra den stik modsatte side.
Alt for ofte sidder man tilbage med en følelse af, at personen, der med lethed fremfører argumenter om, hvad politkere og virksomheder bør gøre, ikke selv gør meget andet og mere for at ændre status quo end at vente på de klapsalver, der altid trofast følger en skåltale.
For man må nogle gange spørge sig selv, hvor klar personen bag holdningerne selv er til at vige pladsen for at eks. en paneldebat kan blive mere mangfoldig – og dermed må lytte fra stolerækkerne fremfor at tale fra scenen.
Det samme kunne man spørge, når bestyrelsen består af lutter mænd i blå skjorter – for hvem er i den situation villig til at droppe sin plads for at sikre mere diversitet.
Netop derfor er det interessant at læse Christian Basons kronik; hvori han slår fast, at han vil “sige nej tak, næste gang jeg herhjemme bliver inviteret til et rent mandepanel.” For der kan næppe herske tvivl om, at det er initiativer ala dette, der kan være med til at tvinge mere diversitet igennem – skønt boykotten øjensynligt kun gælder herhjemme.
Hvad med resten?
At det er et interessant take og stillingtagen, at man vil boykotte rene mandepaneler, skal dog nødigt igen ende med det, undertegnede tidligere betegnede som et forspil til klapsalven efter en skåltale.
For det virkelige spørgsmål om diversitet, hverken starter eller slutter med paneldebatter, der, som Bason rigtigt beskriver, ofte er en omgang forudsigelige “floskler og programerklæringer”. Nej, det virkelige spørgsmål er, om man er villig til at løbe linen ud og sige nej i større stil end alle disse paneldebatter, hvor halvdelen af tilhørerne alligevel sidder og glor i deres telefon.
Spørgsmålet er til syvende og sidst, hvem der skal give plads til den øgede diversitet. For man ikke både kalde på store forandringer og samtidig forvente, at kun omverdenen forandrer sig.
Vil du selv takke nej til den velbetalte bestyrelsespost, du har i udsigt, fordi det er en ren mandeklub og endnu en klub for de blå skjorter? Vil du tage dit gode tøj og gå, hvis ikke din arbejdsplads gør nok for at sikre diversitet både på direktionsgangen og blandt de sidste nye praktikanter? Kommer kravet om diversitet overhovedet til at spille ind på din karriere?
Det ville være interessant at vide.
Klaus Thodsen er redaktør ved Marketconnect.dk.