Den næste vare, der ender i vores fysiske eller virtuelle indkøbskurv er tit og ofte blevet fundet via inspiration fra de sociale medier, hvor det især er Instagram og Facebook, der overtaler os til at finde kortet frem.
Mange af os følger diverse brands og forskellige former for influencere på de sociale medier, og for mange er disse også en kilde til inspiration, når vi står og mangler nyt af den ene eller anden slags.
En ikke uvæsentlig del af inspirationen til vores indkøb kommer fra det, vi ser på SoMe, og det er hovedsageligt tøj og produkter inden for personlig pleje, vi inspireres til at købe – mens kulturoplevelser også spiller en stadigt større rolle.
Tal fra Dansk Erhverv viser således, at 71 procent af danske onlinehandlende anvender Instagram til at følge brands, mærker og influencere. På andenpladsen finder vi 68 procent bruger Facebook.
”Det er ikke ryd-forsiden-tal, men tallet, som i øvrigt er vokset siden seneste undersøgelse, understreger, hvor vigtige de kanaler er. Og det forklarer, hvorfor andre analyser viser, at de sociale medier er en grundstamme i virksomhedernes marketing-mix,” siger Carsten Rose Lundberg, fagchef for Digital Handel i Dansk Erhverv.
Han mener ikke, at tallene for alvor er opsigtsvækkende, men bemærker især, at der er både tydelige forskellige og sammenfald mellem de forskellige generationer.
”Det bliver rigtigt interessant, når vi kigger ned i befolkningsgrupperne. Her kan vi se, at TikTok er lige så populært hos de unge som Facebook, og at LinkedIn faktisk er ganske populært hos de midaldrende.”