Det globale tekstilforbrug har store miljømæssige konsekvenser. Nu skal et nyoprettet innovationspartnerskab fremme den cirkulære omstilling ved i samarbejde med branchens aktører at give anbefalinger til fremtidens tekstilteknologier.
Tøjindustrien står for en betydelig del af den samlede CO2-udledning på verdensplan, og samtidig tegner hele industrien sig for et overforburg, hvor meget tøj ender direkte på lossepladsen, uden at være blevet solgt til en kunde.
En ny rapport udarbejdet af Deloitte for Miljøstyrelsen viser, at tøj og tekstiler, næst efter fødevare-, bolig- og transportsektoren er den forbrugsgruppe på europæisk plan, der udgør den største miljøbelastning.
Samtidig forventes det, at både produktionen og forbruget af tekstilprodukter bliver ved med at vokse frem mod 2030 – med en estimeret stigning i det globale forbrug på 63 procent.
Partnerskab vejen frem
I et nyt partnerskabssamarbejde har bestyrelsen for Miljøteknologisk Udviklings- og DemonstrationsProgram etableret et innovationspartnerskab med tilhørende advisory board for cirkulære tekstilteknologier, kaldet CirkTek. Initiativet understøttes af Teknologisk Institut og et åbent vidensforum af andre eksperter i cirkulær tekstiløkonomi.
“Det er en kolossal mængde ressourcer, der år efter år går tabt, når privatpersoner og virksomheder kasserer tøj og tekstiler. Selvom vi er gået i gang med at sortere tøjaffald, er teknologierne ikke på plads. Til gengæld er mange i gang med at udvikle dem. Her bliver det advisory boardets opgave at skabe overblik og dele viden på tværs af aktører, der arbejder med design, produktion og genanvendelse af tekstiler,” siger sektionsleder Peter Rosborg fra Teknologisk Institut.
Også i Danmark har tekstilforbruget været stigende, viser rapporten. I 2021 blev i alt 116.000 tons tekstiler sat på markedet, en stigning på næsten 25 procent siden 2019, og hele 30 procent siden 2016. Generelt indsamles en stor del af tekstilerne fra husstandene til genbrug. Alligevel havner 53.000 tons hvert år fortsat i blandede affaldsstrømme.
CirkTek faciliteres af Teknologisk Institut. Innovationspartnerskabets advisory board er sammensat af specialister med dyb viden om markedet og om teknologiudvikling på tekstilområdet. Medlemmerne tæller repræsentanter fra BESTSELLER, Gabriel A/S, Textilia Group A/S, VIA University, Roskilde Universitet, DAKOFA, Dansk Mode & Tekstil, Dansk Industri og Dansk Erhverv.