Danske håndværkere er i stadig større risiko for at få indbrud i deres varevogne, viser nye tal fra landets politikredse. Værdifuldt værktøj er i høj kurs.
Tidligere på ugen kunne man hos Syd- og Sønderjyllands Politi melde om en kraftig stigning i antallet af indbrud i varebiler omkring Esbjerg og Varde, men nye tal fra landets politikredse viser, at dette langt fra var et enkeltstående tilfælde.
Læs også: Politi advarer om indbrud i varebiler
Nye tal fra landets politikredse viser, at antallet af tyverier fra varebiler er taget på himmelflugt – med en stigning på hhv 53 og 42 procent i de to hårdest ramte områder. Det er særligt i Storkøbenhavn, at tyvene går på rov i varebilerne, og det giver arbejde hos forsikringsselskaberne.
“Københavns Vestegn har aldrig ligget lavt, men det er stukket helt af i 2023. Det er altid irriterende at få stjålet det værktøj, man lever af at bruge. Men det kan også koste dyrt, for det er sjældent den almindelige hammer eller skruetrækker, tyvene går efter. Det er det dyre specialværktøj,” siger Pia Holm Steffensen, underdirektør, F&P – forsikrings- og pensionsbranchen.
Antallet af tyverier er steget i omkring halvdelen af landets politikredse, og udover Storkøbenhavn er det især på Bornholm og i Nordsjælland, at varebilerne er særligt udsatte. Også i Syd-og Sønderjylland har tyvene været mere aktive det seneste års tid, og Jacob Rindom fra Forebyggelsessektionen ved Syd- og Sønderjyllands Politi, fortalte tidligere på ugen, hvad tyvene går efter.
”Tyvene er interesserede i elværktøj, og det er både dyrt og til stor gene for håndværkerne, når de mister deres værktøj.”
Vil man undgå indbrud i sine varebiler, har Syd- og Sønderjyllands Politi følgende råd til håndværkerne.
- Fjern værdifuldt værktøj fra bilen ved fyraften
- Parker så det ikke er muligt at åbne side- eller bagdøre
- Parker så tyven ikke kan arbejde i skjul
- Afblænd ruder, så det ikke er muligt at se ind i varerummet
- Marker værktøj med synlig og/eller usynlig mærkning
- Installer GPS-trackere i dyrt udstyr
- Monter sikringsskabe i varerummet
- Monter ekstra låse på side– og bagdøre
- Installer alarm med rumføler i varerummet
- Skilt tydeligt med, hvilker sikringstiltag du har gjort
Pia Holm Steffensen mener også, at det for håndværkerne først og fremmest gælder om at holde sit værktøj i sikkerhed, da tyverier ikke bare er dyre i mistet udstyr, men også kan koste kunder og omsætning.
“Så det gælder om at gøre livet svært for tyvene. For det er ikke bare dyrt, det er også besværligt at blive udsat for indbrud i bilen. Når værktøjet er væk, kan du ikke overholde aftaler med kunderne, og varebilen skal til reparation. Heldigvis er der er rigtig meget, man som håndværker kan gøre selv, uden det koster alverden,” siger hun.