Huden koster på samfundets bundlinje: Kronisk håndeksem tvinger de ramte til jobskifte eller førtidspensionering

Håndeksem koster ikke blot på livskvaliteten hos de ramte – det koster også tit på samfundets bundlinje, når de ramte skal omskoles til nye fag eller for den sags skyld må lade sig førtidspensionere.

Det klør, det kradser og det er konstant irriterende. Håndeksem kan blive kronisk, hvis det ikke behandles i tide, og det kan gøre daglige gøremål svære og smertefulde, og det kan drive mange væk fra det fag, der ellers var deres drøm at arbejde med.

Det kender Lene Godsk alt til. Hun har lidt af kronisk håndeksem lige fra barnsben, og har også kæmpet med at kunne følge sin drøm om at arbejde som sosu-assistent.

“Jeg blev uddannet sosu, men måtte omskoles til et andet job efter ca. halvandet år, fordi de mange opgaver med rengøring, personlig pleje og meget hyppige vasken hænder tærrede på hænderne, men jeg ville ikke stoppe som sosu, selvom det var dårligt for mine hænder,” sagde hun fra scenen i PressConnect og PublicConnects telt på havnen i Allinge i et arrangement, der var sat i verden af Sundhedspolitisk Tidsskrift.

Ifølge overlæge og ph.d. i dermatologi ved Københavns Universitet, Kristina Ibler, er det ikke unormalt, at mennesker, der lider af kronisk håndeksem kæmper med at holde fast i visse typer af jobs.

“Vi ser især mange opgive deres drømmejob inden for byggeindustrien, men også mennesker med køkkenarbejde og kosmetologer må tit kaste håndklædet i ringen, fordi de er så meget i kontant med vand, sæbe og forskellige typer af kemikalier,” sagde hun.

Også Lene Godsk måtte omskoles og efteruddannes. Hun arbejdede i en årrække med forskellige jobs i bl.a. byggecentre og optikere, men da hænderne ikke fik det bedre besluttede hun til sidst at vende tilbage til sosu-jobbet.

“Jeg tog også en HD, som det offentlige betalte for mig, men jeg valgte at vende tilbage til mit oprindelige fag, da det var det, jeg brændte for, og da intet andet hjalp på mine hænder, kunne jeg ikke se en grund til at lade være,” sagde Lene Godsk, der i dag arbejder på et ambulatorium under Svendborg Sygehus.

At det kan have store konsekvenser for den enkelte, er noget, Kristina Ibler, tit oplever som dermatolog.

“Det bliver hurtigt svært og smertefuldt at klare helt almindelige ting i hverdagen, og mange må sygemeldes – nogle ender endda på førtidspension. Det koster samfundet dyrt for hver patient. Der findes behandling, som hjælper mange, men ikke alle får det mærkbart bedre.”