Solcelleparken Sekær, der skal opføres ved Holsted i Sydlylland, er blevet solgt til European Energy, der hører til blandt sværvægterne inden for netop solenergi.
Danske Best Energy, der gennem de seneste år har udviklet solcelleprojektet Sekær ved Holsted, har nu solgt projektet videre til en af de store aktører på markedet.
Anlægget bliver på i alt 189 hektar, og byggeriet står foran sin opstart.
Det skriver Jydske Vestkysten.
“Der er flere grunde til, at vi sælger. For det første er vi et forholdsvis lille firma, og vores spidskompetence er at opkøbe jord, tale med naboer og få projekter kommunalt godkendt uden alt for mange protester,” siger direktør i Best Energy, Bent Stubkjær til Jydske Vestkysten.
Hos European Energy har en stor del af interessen for solcelleparken også bund i den rent geografiske placering, der gør det let at blive tilkoblet det nationale forsyningsnet.
“Vi mener, at det er et godt projektområde, hvor der er de optimale betingelser for at få mere grøn energi i kommunen. Det ligger godt i forhold til eksisterende elinfrastruktur, og efter vores opfattelse er der er stor lokal opbakning til projektet,” lyder det fra European Energy i en skriftlig kommentar til JydskeVestkysten.

