Den økologiske bagerikæde emmerys runder 2024 med det bedste driftsresultat i kædens historie og sætter samtidig investeringsrekord i både butikker og digital infrastruktur.
Kaffekæden emmerys har netop lagt regnskabstal frem, og det blev det bedste driftsår i kædens historie – til trods for høje renter og store investeringer. Flere kunder i butikkerne og en effektiv butiksdrift løfter resultatet markant.
Bruttofortjenesten lander på 102,2 millioner kroner, mens EBITDA rammer 16,7 millioner – en stigning på 7,3 procent fra året før. Fremgangen skyldes især en stigning i antallet af besøgende i de eksisterende butikker, hjulpet på vej af målrettet produktudvikling, bedre kundeoplevelser og et strømlinet butiksarbejde.
Samlet set ender emmerys at levere et positivt resultat på bundlinjen: 2,95 millioner kroner i overskud.
”Vi er stolte over, at vi kan levere det bedste driftsresultat nogensinde – og det ovenikøbet i en tid med store investeringer. Det viser, at vores strategi med at kombinere kvalitetsprodukter, godt håndværk og nærværende service virker,” siger CEO, Shahriar Bakhshpour.
2024 blev også året, hvor emmerys investerede mest i sin historie: 23,7 mio. kr. blev brugt på opgradering af butiksnettet og udvikling af digitale løsninger. To nye butikker blev åbnet, og to eksisterende butikker blev gennemrenoveret efter kædens nye designkoncept.
Målet for 2025 er at åbne yderligere tre butikker, og at halvdelen af kædens 35 butikker vil være opgraderet ved årets udgang til den nye identitet, hvor bagerhåndværket er i centrum af kundeoplevelsen.
”Vi har skabt et robust fundament, hvor vi både kan udvikle nye butikker og forbedre vores digitale tilstedeværelse uden at gå på kompromis med økonomien. Det er et bevis på, at vi kan bygge fremtidens økologiske bageri på et solidt, økonomisk fundament,” siger Shahriar Bakhshpour.

