Hirtshals Havn kommer bedre ud af 2023 end forventet og præsterer et resultat på 9,3 mio. kr. Dermed understreger Hirtshals Havn endnu en gang, at virksomheden er inde i en positiv udvikling og har en bundsolid økonomi.
Hos Hirtshals Havn er man særdeles tilfreds med årets resultat på 9,3 mio. kr. i 2023. Det flotte resultat, som er større end det budgetterede resultat på 7,8 mio. kr., er landet til trods for en mindre nedgang i omsætningen, der endte på 84,2 mio. kr.
Det skyldes blandt andet en større ombygning af to færger hos en af havnens store kunder, hvilket medførte indstillet sejlads i knap fire måneder og yderligere to måneder med halveret kapacitet. For Hirtshals Havn har det betydet lavere skibsgebyr og mindre godstrafik på ruterne til Norge.
“Foruden godstrafikken har også bil- og passagertrafikken været præget af en nedgang, både på grund af færgeombygningerne, men formentlig også på grund af den lave norske kronekurs, som har afholdt nordmændene fra at rejse til Danmark i samme grad som tidligere,” siger Per Holm Nørgaard, CEO ved Hirtshals Havn, og fortsætter.
“Vi har til gengæld oplevet en betydelig omsætningsstigning på vores vindmøller i 2023, som var det første år uden den fastprisaftale på strømmen, som blev indgået, da vindmøllerne blev sat i drift i 2020. Samlet set er havnens omsætning for 2023 tilfredsstillende.”
I 2023 passerede 126.000 lastbiler, 721.000 personbiler og knap 2,2 mio. passagerer igennem havnen. Der blev landet fisk til en værdi af 350 mio. kr., mens den håndterede godsmængde var på 1,67 mio. tons. Udgiftsmæssigt har havnen holdt sig til en fornuftig vedligeholdelsesplan, der sikrer en god og stabil havnedrift- og udvikling.